Gå til indhold

Tune Vandværk: Finalist til Årets Vandværk 2025

Tune Vandværk er igen i år udpeget af juryen som finalist i kampen om årets vandværkspris.

Tune Vandværk er stadig i gang med at løse de udfordringer med PFAS, som de som et af de første vandværker herhjemme blev ramt af i 2021.

Tune Vandværk har fået erfaringer med rensning af PFAS og i april 2024 blev et nyt ionbytningsanlæg taget i brug. Derfor kan vandværket nu igen sende godt drikkevand ud til forbrugerne, der holder sig langt under grænseværdierne for PFAS. Det nuværende renseanlæg sender 20 m3 vand ud i timen, og når vandværkets nye tilbygning står færdig, vil kapaciteten komme op på i alt 60 m3 i timen.

Se også: Gymnasieelever på besøg på Tune Vandværk og Ullerød Vandværk

For at sikre at vandet fortsat kan drikkes i Tune, har Region Sjælland og Tune Vandværk indledt et endnu tættere samarbejde. Regionen pumper det forurenede grundvand op, for at undgå, at forureningen spreder sig. Herefter renser Tune Vandværk vandet, før det bliver sendt ud til forbrugerne.

Der er mange mulige kilder til PFAS-forureningen i Tune-området, og Region Sjælland er i fuld gang med at skabe overblik over kilderne og vurdere, hvordan de kan håndteres. Her har Region Sjælland helt ekstraordinært bevilget to millioner kroner øremærket indsatsen mod PFAS i Tune, fordi kilden til forureningen skal håndteres på den lange bane, hvis man skal komme problemerne til livs.
De løsninger, man finder i Tune, kommer også Greve Vandværk til gode, og derved er indsatsen i Tune også med til at fremtidssikre forsyningen af rent drikkevand ud over vandværkets egne forbrugeres behov.

I slutningen af maj 2024 afsatte et samlet Folketing med PFAS-handlingsplanen en pulje på 110 millioner kroner til PFAS-ramte vandværker, en dagsorden som Tune Vandværk også har været med til at sætte fokus på, at der er behov for.

Tune Vandværk har også investeret i digitale målere med timeaflæsninger, så de hvert år finder omkring 80 lækager.

Miljøminister Magnus Heunicke besøger Tune Vandværk

Årets Vandværk

Årets Vandværkspris bliver uddelt på Vandets Dag den 22. marts. Formålet med prisen er at bidrage til at fremhæve og synliggøre det ekstraordinære vandværksarbejde.

Det er Danske Vandværkers medlemmer, der nominerer vandværker til Årets Vandværkspris. Blandt alle de nominerede vandværker har en jury udpeget to vandværker. Danske Vandværkers medlemmer kan i februar måned stemme på deres favorit gennem en mailafstemning, og på Vandets Dag, den 22. marts, bliver vinderen offentliggjort.

Kommende arrangementer

Udgivet 04. feb. 2025