Nu går vi ind i valgkampens sidste dage
Del Danske Vandværkers budskaber
Vi deler mange nyheder under valgkampen på Facebook og LinkedIn, og vi håber, at du vil være med til at sprede vores budskaber fra Facebook og LinkedIn. Det kan du gøre ved at dele eller like dem.
Aktivitetsniveauet er fortsat højt her i valgkampens uge 3: Vandværksbesøg, politiske debatter og debatindlæg i medierne.
Vandværksbesøg
Forbrugerejede vandværker har budt politikerne indenfor under valgkampen.
Mange af jer har åbnet dørene for politikere i valgkampen, og dermed sat fokus på de forbrugerejede vandværker i en valgkamp, hvor der har været ekstra fokus på vores drikkevand.




Politikerne fra en bred kreds af partier i Folketinget har fået rundvisninger på vandværker rundt omkring i hele Danmark og dermed fået et godt indblik i hverdagen på et vandværk. De har set boringer, hørt om udfordringer med BNBO, jordforurening, udfordringer med PFAS og hvordan vi beskytter vores grundvand, der hvor det dannes.
Politisk debat om drikkevand på Nationalmuseet
Sammen med DANVA satte vi torsdag den 19. marts yderligere fokus på drikkevandet i valgkampen. Næsten alle Folketingets partier deltog i debatten, hvor vores direktør Lise Lotte Toft og DANVA’s direktør Carl Emil indledte med at slå fast, at et sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder er nødvendigt, og at det skal gennemføres hurtigt.




I den efterfølgende debat gav alle partier udtryk for at det er vigtigt, at sikre rent drikkevand, men at der er forskel på deres bud på tempo og finansiering af sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder.
Hør eller genhør hele debatten
Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i den politiske debat på nationalmuseet – eller har lyst til at genhøre hele debatten – så lyt med her. Hele debatten er helt uredigeret i Podcasten Danskvand, hvor du kan høre alle nuancerne i politikernes diskussioner af hvordan, hvornår og hvem skal betale for beskyttelsen af det danske drikkevand.
Mediernes dækning: Bestyrelserne i forbrugerejede vandværker
Debatten om drikkevand og sprøjteforbud fylder i valgkampen, og i denne uge kom der også fokus på bestyrelserne i de lokale vandværker. Mediet Naturmonitor (kræver abonnement) har i en række artikler rettet fokus på landbrugets repræsentation i de lokale vandværkers bestyrelser og rejser spørgsmål om interessekonflikter.
Hos Danske Vandværker har vi været meget klare i forhold til at afvise kritikken, og vores direktør Lise Lotte Toft har udtalt, at ”Når man sidder i en vandværksbestyrelse, så sørger man for at drive et vandværk, at der er ordentligt styr på sikkerhed, oplysning til forbrugerne, og det hele kører. Det er kernevirksomheden. Jeg har svært ved at se, at den magt, man har som bestyrelsesmedlem i en lokal vandværksbestyrelse, skulle føre til en form for magtfordrejning.”
Hun understreger samtidig, at bestyrelserne arbejder efter klare regler og med fokus på kerneopgaven med at sikre rent drikkevand, og at deltagelse fra forskellige grupper er en styrke: “At en landmand sidder med og engagerer sig frivilligt i bestyrelsesarbejdet for at drive et vandværk, det hilser vi kun velkommen.”
Bred enighed om nationalt sprøjteforbud
Danske Vandværker har fortsat fokus på et nationalt sprøjteforbud i de sårbare områder, hvor grundvandet dannes. Vi oplever stor opbakning til forslaget fra mange sider. Det gælder både fra politiske partier og fra andre organisationer. I ugens løb har vi været ude med fælles debatindlæg med opbakning til sprøjteforbuddet sammen med:
Kræftens Bekæmpelse og DANVA
Til den kommende regering: Pas bedre på vores drikkevand end jeres forgængere
Tænketanken Brundtland, Danmarks Naturfredningsforening og DANVA
Vælgerne vil beskytte drikkevandet – nu må politikerne følge med