Gå til indhold

Tre ønsker til den nye regering: Nationalt sprøjteforbud øverst på to do-listen

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player…

Debatindlæg af Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker, bragt i Ingeniøren, 6. marts 2026.

Vi skal have beskyttet alle de områder, hvor vores grundvand bliver dannet og er sårbart. Derfor er det vigtigste på en ny regerings liste, at der bliver indført et nationalt forbud mod at sprøjte og gøde dér, hvor grundvandet er sårbart og bliver dannet.  

For Danske Vandværker skal en ny regering løse de her tre udfordringer for drikkevandet:  

Vi skal have et nationalt sprøjteforbud dér, hvor vores grundvand er sårbart og dannes. 

Vi skal en gang for alle beskytte vores drikkevand ved at indføre et nationalt sprøjteforbud i de områder, hvor vores grundvand er sårbart og dannes. Danmark er et af de få lande i verden, hvor vi får næsten alt vores drikkevand direkte fra grundvandet. Alligevel har vi gennem de seneste 27 år kun beskyttet 1,5 procent af de områder, hvor grundvandet er særligt sårbart. Det skal vi ændre på ved at indføre et nationalt sprøjteforbud de steder, hvor grundvandet er sårbart og dannes.  

Allerede i det nuværende regeringsgrundlag blev det slået fast, at det er gået alt for langsomt med at beskytte de områder, hvor det grundvand, vi bruger til drikkevand, bliver dannet. Men de konkrete handlinger for drikkevandet har også i den seneste regeringsperiode været for få og for utilstrækkelige.  
 
2026 har indtil videre tegnet mere lyst for drikkevandet end de seneste årtier tilsammen: Vi har nu endelig fået en solid rapport med ministeriets egen analyse af, hvad der er slået fejl på drikkevandsbeskyttelsen de seneste 27 år – og hvad der skal til, for at fremtidssikre vores dyrebare ressource. Og i valgkampens første uge kan der heller ikke herske nogen tvivl om, at drikkevand bliver taget seriøst af en bred skare af politiske partier, der har allerede meldt ud, at de støtter et sprøjteforbud i de sårbare, grundvandsdannende områder. Det kan og skal omsættes til en lov, der forbyder sprøjtemidler og gødning i sårbare grundvandsdannende områder, så snart der er fundet en ny regering.     

Det drejer sig om under 4 procent af Danmarks areal, der skal sikres mod sprøjtemidler og gødning. Også økonomisk er det kun en fordel at forebygge: Hvis alt drikkevand skal renses, vil det koste et sted mellem 6 og 18 mia. kr. årligt. Til sammenligning er det langt billigere med et nationalt forbud mod at sprøjte og gøde i de sårbare grundvandsdannede områder: Her vurderer staten, at prisen er omkring 360 mio. kr. årligt.  

Beskyt drikkevandet mod andre trusler: Nitrat, forurenet jord og PFAS 

Vi skal også beskytte vores drikkevand mod andre forureninger end pesticider: Særligt nitrat og andre farlige stoffer, herunder de svært nedbrydelige PFAS-stoffer, og udlægning af forurenet jord eller anden forurenende industri, der truer vores rene drikkevand.  

Nye tal fra Miljøministeriet viser, at der findes pesticidrester i over halvdelen af landets drikkevandsboringer, og at forureningen er stigende – især i de øverste jordlag, hvor over 80 procent af grundvandsboringerne indeholder sprøjtemidler.  

Og udfordringerne med forurenet jord, der truer det rene grund- og drikkevand er – trods sidste års aftale om jord og fokus på at stoppe svindel – langt fra i mål i et drikkevandsperspektiv.    

For regningen skal ikke ende hos vandværkerne og forbrugerne: Det er ikke rimeligt, at særligt mindre vandværker står alene tilbage med regningen, når de uforskyldt skal håndtere forurening i deres grundvand.  

Den decentrale forsyningsstruktur er svaret på modstandsdygtighed 

Den decentrale forbrugerejede vandforsyning er en styrke, som skal bevares og fremtidssikres. Det lokale net af vandværker overalt i Danmark gør, at den danske vandforsyning ikke kan lægges ned med ét tryk på en knap.  

Dertil kommer, at når ejer og forbruger er den samme, giver det et direkte ejerskab og tilhørsforhold for forbrugeren. Og det virker! Tallene sort på hvidt taler for sig selv: Forbrugerejede vandværker leverer lave vandpriser, få brud, lille vandtab og få afbrydelsesminutter – alt sammen til gavn for forbrugeren, når de får deres drikkevand fra hanen.  

Den decentrale struktur er således ikke alene effektiv. Den er også en styrke i en mere ustabil verden. Når vandværkerne er spredt over hele landet, er forsyningen af drikkevand mindre sårbar over for nedbrud, cyberangreb eller forurening ét sted. Størstedelen af vandværkerne kan fortsætte driften manuelt enten via samarbejder med nabovandværket eller gennem nødstrømsanlæg.  

Med de tre indsatser vil den kommende regering sikre, at også vores børn og børnebørn kan drikke rent vand fra hanen. Det er nu, der skal handles, så vi fremtidssikrer vores livsvigtige ressource.  

Kommende arrangementer

Udgivet 06. mar. 2026