Gå til indhold

Kendelse: Kommuner må ikke bruge standardprocenter i BNBO-erstatninger

En ny kendelse fra Taksationskommissionen for Roskilde slår fast, at kommuner ikke kan fastsætte BNBO-erstatninger ud fra faste procenter eller standardmodeller. Når en lodsejer får et påbud om pesticidforbud i et BNBO, kræver loven en konkret, individuel og fagligt begrundet vurdering af det økonomiske tab.

I den konkrete sag havde kommunen ladet en rådgiver beregne værditabet ved simpelthen at tage jordens handelsværdi og trække 60 procent fra – uden nogen nærmere begrundelse. Denne model blev brugt direkte som grundlag for den erstatning, vandværket blev pålagt at betale.

Taksationskommissionen afviser nu den praksis. Ifølge kendelsen beror kommunens procentsats på en misforståelse, som ikke kan udledes af hverken retspraksis eller lovens forarbejder. Kommissionen fremhæver, at kommunens afgørelse på ingen måde bygger på en individuel vurdering af det tab, lodsejeren måtte få.

Kommissionen peger blandt andet på, at afgørelsen slet ikke forholder sig til:

  • arealets hidtidige anvendelse og afkast,
  • mulighederne for fremtidig drift,
  • alternativer som sædskifte, grønne løsninger, VE-projekter eller skovrejsning,
  • relevante støtte- og tilskudsordninger,
  • eller GLM-8/10-kravene for braklægning.

Manglen på en konkret vurdering er så alvorlig, at Taksationskommissionen nu hjemviser sagen til fornyet behandling.

En vigtig kendelse for både vandværker og forbrugere

Hos Danske Vandværker deler vi fuldt ud Taksationskommissionens opfattelse. Vi er på både vandværkets og forbrugernes vegne meget tilfredse med, at kommunen nu skal gentænke erstatningsgrundlaget.

Vi forventer og håber, at kommunen denne gang vil foretage en reel, konkret og individuel vurdering af det tab, lodsejeren lider, når der indføres et forbud mod pesticider i BNBO.

Kendelsen er et vigtigt signal: Erstatninger skal ikke udmåles efter skabeloner, men efter virkeligheden. Det gavner både retssikkerheden, økonomien i vandværkerne – og i sidste ende de forbrugere, der betaler for drikkevandet.

Kommende arrangementer

Udgivet 21. nov. 2025