Gå til indhold

Indfør statsligt forbud mod spildevandsslam i områder med drikkevand

Debatindlægget af Ellen Trane, fmd. DANVA og Jan Andersen, fmd. Danske Vandværker, er bragt i WaterTech fredag den 14. november.

Det skal være slut med at udbringe spildevandsslam i områder med drikkevand. Slam indeholder miljøfarlige stoffer, som kan være en trussel mod grundvandet.

Den danske stat har skabt sig et problem for vores mest fundamentale ressource, drikkevandet. Den nationale målsætning om genanvendelse af fosfor i spildevandsslam på landbrugsjord risikerer nemlig at være årsag til forurening af vores drikkevandsressourcer. Spildevandsslam kan indeholde miljøfarlige stoffer så som PFAS, der kan sive ned i de grundvandsmagasiner, hvor vi henter vores drikkevand.

I dag bliver der ikke analyseret for alle de stoffer, der potentielt kan være i spildevandsslam. Desuden kan stofferne være svære at kontrollere, når først de er ude i miljøet. Forbud mod at sprede slam i områder med drikkevandsinteresser flugter befolkningens ønske. En ny analyse foretaget af Wilke for DANVA, op til kommunalvalget, viser, at 95 procent af danskerne vil have beskyttet drikkevandet nu.

Over halvdelen af landets drikkevandsboringer er forurenet med rester af pesticider og kemikalier. I Odense er over 60 procent af boringerne ramt af miljøfarlige stoffer, og mere end 30 procent overskrider grænseværdien. Om 15 år kan København mangle drikkevand svarende til størrelsen på vandleverance til hele Odenses befolkning, bl.a. fordi grundvandet er forurenet. Situationen er alvorlig – vi må ikke gamble med fremtidens drikkevand.

National målsætning om slam på marker

Danmark har en national målsætning om at genanvende 80 % af fosforen fra spildevandsslam via udbringning på landbrugsjord eller udvinding af fosfor fra slamaske. Det ønske passer desværre ikke med den virkelighed, vi har i dag, hvor stadig flere miljøfarlige stoffer havner på renseanlæggene og bl.a. bindes i slammet.

Efter fund af PFAS er der ganske vist blevet indført skærpede krav til, hvornår spildevandsslam må bringes ud på landbrugsjord. Men der er stadig store mængder, som kommer ud på markerne, og kommuner har ikke hjemmel til at indføre generelle forbud. Risikoen for forurening er alvorlig i områder med drikkevandsinteresser – f.eks. indvindingsområder for grundvand.

Et statsligt forbud er nødvendigt i disse områder, fordi:

  • spildevandsslam kan indeholde mange forskellige kemikalier – herunder nye stof-fer og nedbrydningsprodukter, som ikke overvåges.
  • omfattende analyseprogrammer ikke giver fuld garanti for fravær af ukendte stoffer eller cocktaileffekter mellem kemikalier.
  • grundvandet allerede er under pres: 58 pct. af landets drikkevandsboringer er påvirket af pesticider, nitrat og PFAS.
  • kommuner ikke har hjemmel til at udstede generelle forbud mod slamudbringning i drikkevandsområder.

Hvis staten ønsker at opretholde den nationale målsætning om spildevandsslam vedrørende genanvendelse af fosfor som en ressource for landbruget, så må det ikke ske på bekostning af hensynet til drikkevandet. En statslig handleplan kan udover skærpede krav til analyse og dokumentation af stoffer i spildevandsslam indeholde en indsats med en styrket finansiering og udvikling af teknologier, der kan udvinde fosfor fra slamaske eller andre restprodukter.

Vandet er vores mest grundlæggende ressource – som industrien, hospitaler, fødevare-virksomheder, landbruget og 6 millioner danskere er afhængig af. At handle nu og skærme drikkevandet mod unødvendige risici fra produktion med pesticider, nitrat og kemikalier samt miljøfarlige stoffer fra spildevandsslam er ikke blot ansvarligt, det er nødvendigt.

Staten kan prioritere genanvendelse, også af fosfor, men det må aldrig ske på bekostning af vores tillid til at kunne drikke vores vand direkte fra hanen.

Kommende arrangementer

Udgivet 14. nov. 2025