Demokratisk ejerskab gavner drikkevandet
Tænketanken Brundtland har udarbejdet en rapport, der viser, at demokratisk ejeskab styrker drikkevand og forsyningssikkerhed.
Danmark har et af Europas laveste vandtab. En ny rapport peger på, at demokratisk ejerskab i vandsektoren er en del af forklaringen. I England og Wales viser erfaringerne, hvad der kan ske, når vandforsyningen i stedet bliver overladt til kommercielle ejere.
Et forbrugerejet vandværk er mere end rør, pumper og boringer. Det er også et lokalt demokrati, hvor forbrugerne vælger bestyrelsen og dermed har indflydelse på, hvordan deres fælles drikkevandsforsyning bliver drevet. Den ejerform gør det muligt at træffe beslutninger med blik for næste generation og ikke kun næste regnskabsår.
Det er en central pointe i rapporten ”Ejerskab og grønne investeringer i forsyningssektoren” fra Tænketanken Brundtland. Rapporten viser, at demokratisk ejede forsyninger typisk har bedre mulighed for at prioritere langsigtede samfundshensyn, fordi de ikke skal levere et kortsigtet afkast til eksterne ejere. Det lange perspektiv gør det lokale forbrugerejede vandværk bedre til at vedligeholde ledningsnettet, opdage lækager og investere, før et lille problem bliver stort og dyrt.
“Demokratiske forsyningsselskaber kan låne til en lavere rente end de kommercielle. De kan også tænke længere og tage mere hensyn til sikkerhed, miljø og klima, fordi de ikke er bundet af samme kvartalslogik, som kommercielle selskaber kan være,” siger Lasse Skou Lindstad, analytiker i Tænketanken Brundtland.
Resultatet kan måles i ledningsnettet
Det danske drikkevandssystem, hvor de små, forbrugerejede vandværker spiller en central rolle, taber cirka 7 procent af vandet på vej til forbrugerne. EU-gennemsnittet er 23 procent. Forskellen fortæller noget vigtigt: Et lavt vandtab kommer ikke af sig selv, men kræver løbende overvågning, vedligeholdelse og fornyelse af ledningsnettet.

Rapporten gør samtidig klart, at ejerskabet ikke kan forklare resultatet alene. Den danske styrke ligger i samspillet mellem lokalt ansvar, faglig drift, regulering og adgang til finansiering. Men demokratisk ejerskab giver et vigtigt udgangspunkt: Pengene bliver i forsyningen, og beslutningerne bliver truffet tæt på de mennesker, der skal drikke vandet og betale for investeringerne.
Da vandforsyning blev en kortsigtet forretning
England og Wales viser den modsatte udvikling. Her har kommercielle vandselskaber ifølge rapporten prioriteret høje udbytter, samtidig med at man underinvesterede i vedligeholdelse. Problemet er tidshorisonten: En kommerciel infrastrukturinvestor ejer typisk et aktiv i omkring seks år, mens drikke- og spildevandsledninger kan holde i 75 år eller mere. Når ejeren ser seks år frem, men rørene skal fungere i generationer, opstår der en risiko for, at de langsigtede investeringer bliver nedprioriteret.
Tallene viser, hvor forskelligt pengene blev brugt. Fra 2002 til 2023 investerede det offentligt ejede skotske vandselskab omkring 50 procent mere pr. indbygger end de private selskaber i England og Wales. Samtidig gik 35 procent af vandregningen i England og Wales til renter og udbytte mod 8 procent i Skotland. De private investorer trak over perioden mere kapital ud af selskaberne, end de førte ind.
Konsekvenserne blev synlige i vandmiljøet og for borgerne. Den britiske miljømyndighed advarede i 2022 om en voksende trussel mod folkesundheden, og myndighederne pegede senere på underinvestering, dårligt vedligehold og svækket klimaresiliens. Erfaringen er en påmindelse om, at penge, der ikke bliver investeret i tide, kan ende som både en miljømæssig og økonomisk regning senere.
Demokratiet begynder tæt på hanen
For de forbrugerejede vandværker er rapportens budskab derfor konkret. De er en demokratiske forankring, som gør forbrugerne til ejere og giver lokalsamfundet ansvar for en kritisk ressource.
Det lokale ejerskab er ikke en garanti mod alle problemer, og det fritager ikke vandværkerne for krav om faglighed, effektiv drift og rettidige investeringer. Men det giver mulighed for at måle succes på mere end et økonomisk afkast: Rent drikkevand, lavt vandtab, forsyningssikkerhed og en infrastruktur, der kan gives videre i bedre stand til næste generation.