Malling Vandværk holder øje med hver en dråbe
Digitale målere med lækagekontrol hjælper Malling Vandværk med at reagere hurtigt, når der opstår brud og lækager. Det giver ro i sjælen hos både driftslederen og forbrugerne.
Malling Vandværk, beliggende i hjertet af Østjylland, har gennem de seneste år haft et stort fokus på at reducere vandspild og vandskader. Derfor har de blandt andet fået installeret omkring 1.800 digitale målere, hvor cirka 10 procent har automatisk lækagekontrol.
Systemet, som Malling Vandværk benytter, benytter akustisk lækageovervågning som kan opfange uregelmæssigheder i vandstrømmen på for- og bagsiden af måleren.
”Det er en kæmpe gevinst for os. I gamle dage havde vi kun vores SRO-system, hvor vi kunne følge vores vandspild. Der kunne vi se, at natforbruget steg, men vi skulle manuelt ud og lede efter brud og lækager, hvilket kunne tage flere dage. Nogle gange krævede det også, at vi tog ud og ledte i nattetimerne. Med automatisk lækagekontrol får vi straks besked, hvis der er et uregelmæssigt forbrug, og kan tilmed se om uregelmæssigheden sker hos forbrugeren eller på vores vandledning”, lyder det fra Anders Kaa, der er driftsleder på Malling Vandværk.
En service for forbrugerne
Selvom Malling Vandværk i forvejen havde et lavt vandspild på omkring tre procent, var der mange andre fordele ved at skifte til automatisk lækagekontrol, som Anders Kaa påpeger.
”Det har store konsekvenser for forbrugerne, hvis de har en lækage i deres hus. Derfor har vi en interesse i at fange lækagerne hurtigst muligt. Takket være vores automatiske lækagekontrol kan vi opdage vandspildet rigtig hurtigt. Det er en enorm hjælp for forbrugerne, der ellers ender med et unødigt stort vandforbrug. Den del handler ikke om at reducere vandværkets vandspild, da det netop ikke ville blive registreret som vandspild, men blot som forbrug hos forbrugeren”, siger Anders Kaa og fortsætter:
”Og så giver det ro i sjælen, når vi gennem vores automatiske lækagekontrol kan se, at det uregelmæssige forbrug ikke skyldes et brud. Så slipper jeg også for at skulle ud og lede efter et brud midt om natten. Det var jeg særligt glad for, da elektriciteten var så dyr, at folk pludselig begyndte at vaske tøj midt om natten. Uden vores automatiske lækagekontrol, så havde vi ikke kunne udelukke, at det uregelmæssige forbrug var på grund af et brud ”.
Investering i fremtiden
Lækagekontrol giver en merudgift på måleren, men ifølge Anders Kaa, kan en investering som denne ikke kun gøres op i kroner og ører.
”Det handler om at yde en service for forbrugerne og om at effektivisere vores arbejde på vandværket. Vi har 2.400 forbrugere, og jeg sparer så meget tid på at kunne se om bruddet sker hos forbrugeren eller på vores vandledning”, siger Anders Kaa, der påpeger, at de har færre målere end forbrugere, fordi en større boligforening har egen måler.
Som en ekstra service har forbrugerne i Malling fået en app, hvor de kan følge deres vandforbrug. Den giver en alarm, når der er mistanke om et brud eller en lækage.
”Jeg får selvfølgelig flere opkald end før i tiden, men det er kun godt, at forbrugerne bliver mere opmærksomme på deres vandforbrug. Hvis lækagekontrollen viser, at det øgede vandforbrug ikke skyldes et brud, så får vi os en god snak om, hvad der ellers kunne være skyld i alarmen. Synderen er ofte et løbende toilet, der hurtigt kan blive en dyr affære. Det kan nemt være på 300 liter i døgnet og i enkelte tilfælde har forbrugere et meget større vandtab på et løbende toilet”, siger Anders Kaa.