Gå til indhold

Skovrejsning i samarbejde med Ebberup Skole  

Elever fra Ebberup Skole har plantet 400 træer i den nye skov bag Ebberup Vandværk.   

Ebberup Vandværk har som led i den grønne omstilling, og for at sikre drikkevandet, købt 5,11 hektar jord i vandværkets indvindingsområde.   

“I Ebberup Vandværk ville vi gerne lave et godt og bæredygtigt projekt, som lokalområdet kunne få gavn af. Derfor søgte vi støtte til at rejse skov som skal beskytte vores drikkevand og samtidig være noget, alle i byen kunne bruge.” Sådan fortæller Hans Jørgen Hvid Larsen, der er formand for Ebberup Vandværks bestyrelse.  

Skovområdet er tidligere blevet brugt til konventionelt landbrug, men vil nu i stedet blive en egetræsskov med blandt andet frugttræer, insekthotel, fuglekasser og bi-venlig beplantning. 

Den nye skov i Ebberup nær ved Assens på Fyn vil udover CO2-binding og øget biodiversitet blive til et rekreativt sted for byens borgere, da der anlægges græs- og grusstier igennem skoven, så den kan blive brugt til gåture og af Ebberup Skole til lærerige indslag om blandt andet biodiversitet.   

Området er udpeget til BNBO-område, og dermed er der et særligt fokus på at beskytte drikkevandet.  

Skoven er finansieret af Ebberup Vandværk med støtte fra Klimaskovfonden.  

Den 31. maj hjalp 2. og 3. klasserne på den lokale skole med at plante træer på den tidligere mark. Den lokale borgerforening havde sørget for indkøb af spader til eleverne og Skovdyrkerne stod for at instruere eleverne grundigt i hvordan beplantningen skal foregå. 

Udgivet 07. jul. 2023