Gå til indhold

Tre gevinster ved vandråd: viden, dialog, besparelser

I Vejen spiller vandrådet en vigtig rolle for udviklingen af vandværkerne. Her mødes vandværkerne to gange årligt til fælles gavn.

“Selvfølgelig skal man have et vandråd!”. Ordene bliver sagt med eftertryk af Hans Nielsen, der i flere år har været aktiv i Vejen Vandråd.

For ham er et vandråd en selvfølge, men det er det måske ikke for alle, så derfor har Vandposten bedt ham sætte nogle ord på, hvad vandværker får ud af at gå sammen i et vandråd.

For Hans Nielsen er der kun fordele ved at have vandråd.

“Vandrådet er vigtigt i forhold til kontakten med kommunen. Vandværkerne er selvfølgelig selvstændige, men vi har lavet aftaler med kommunen om vandforsyningsplaner og regulativer”, forklarer Hans Nielsen, der også med i bestyrelsen for Skodborg Vandværk.

I Vejen er vandrådet bygget op, så det består af repræsentanter fra forskellige områder i Vejen Kommune. Bestyrelsen mødes fire gange om året og planlægger to møder, et fællesmøde med kommunen og en generalforsamling. Begge møder indeholder oplæg om aktuelle emner f.eks. ny lovgivning, nye tiltag på drikkevandsområdet, grøn trepart og meget mere.

“Senest fortalte et af vores egne vandværker om en forureningssag. Det fantastiske var, at de godt kunne se, at hvis de havde gjort noget anderledes, så kunne de have undgået forureningssagen. Det gav vigtig læring til os andre, så vi undgår samme fejl”, siger Hans Nielsen.

En anden vigtig del af vandrådets arbejde er fælles udbud på vandprøver og termografering.

“Jeg ved jo ikke, hvor meget det enkelte vandværk vil kunne forhandle priserne ned, men hvis man tager listeprisen, så fik vi et tilbud, der var 50 procent lavere ved at lave et fælles udbud. Så det er rigtig mange penge sparet”, forklarer Hans Nielsen.

For Hans Nielsen er vandrådet et godt sted at følge med i, hvad der rører sig på området og få inspiration til, hvordan ens vandværk kan udvikle sig. Vandrådet arrangerer også vandrådsbesøg, så vandværkerne kan lade sig inspirere af hinanden. Vandrådet har også udarbejdet fælles skabeloner for takstblad og beredskabsplaner, som vandværkerne kan benytte sig af.

Efter mange år i vandrådet træder Hans Nielsen nu tilbage, og han håber, at der vil være nye kræfter, der kan tage over på det for ham vigtige arbejde.

“Vi har meget godt udbytte af vores vandråd både i forhold til samarbejde med kommunen og imellem vandværkerne, så det håber jeg kan fortsætte”, siger Hans Nielsen.


Øget fokus på vandrådsarbejdet

I en tid med stigende krav og påvirkninger udefra er samarbejde mellem vandværker blevet endnu vigtigere.

Danske Vandværker har derfor valgt at sætte ekstra fokus på arbejdet i vandrådsudvalget, som har til opgave at støtte vandrådene, og i februar trak en ny vandrådskonsulent, Elisabet Damkjær Hyttel, i arbejdstøjet.

“Vandrådskonsulenten skal understøtte vandrådene, hvad enten det handler om at få samarbejdet i gang eller understøtte det arbejde, som allerede fungeret godt. Med vandrådskonsulenten har vandværker og vandråd én indgang til arbejdet”, siger Palle L. Nielsen, formand for Danske Vandværkers vandrådsudvalg.

Danske Vandværker vil gerne støtte, der hvor vandrådene har behov. Det kunne være øget hjælp til organisering af vandråd, oplæg om aktuelle emner, samarbejde og vidensdeling på tværs af vandværker og kommuner mv.

Se mere om vandråd her

Kommende arrangementer

Udgivet 04. jun. 2026