Gå til indhold

Forsyningssikkerhed samler Lolland, Guldborgsund og Vordingborg

Blot et stenkast fra det ikoniske vandtårn i Sakskøbing, var rådgiverne fra Danske Vandværkers sekretariat med til en temadag, hvor vandværker fra Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommune satte fokus på forsyningssikkerhed. 

Dagen bød på både faglig sparring mellem vandværkerne og professionel rådgivning fra de mange branchevirksomheder, der var til stede. Virksomhederne præsenterede nyeste teknologier og produkter, som kan styrke vandværkernes arbejde med forsyningssikkerhed.

Danske Vandværker havde naturligvis også en stand på dagen, hvor emnet forsyningssikkerhed blev diskuteret flittigt. Dette emne er blevet særligt aktuelt efter GEUS i maj 2023 publicerede en ny national vandressourceopgørelse. Rapporten indikerer, at grundvandsressourcerne i Guldborgsund og Lolland er under pres, hvilket har gjort forsyningssikkerhed til et centralt tema.
Danske Vandværker bidrog med et indlæg, der satte fokus på denne udfordring og præsenterede, hvordan vi som brancheorganisation arbejder målrettet for at sikre en robust og bæredygtig vandressource i området.

En væsentlig del af det videre arbejde handler om først og fremmest at nuancere det overordnede billede, som vandressourceopgørelsen tegner, og grundigt undersøge de indikatorer, der peger på, at grundvandsressourcen i flere områder er overudnyttet. Selvom disse indikationer skal tages alvorligt, er de ikke tilstrækkelig dokumentation i sig selv. Der er behov for mere dybdegående analyser, der kan sikre, at fremtidige beslutninger om nødvendige tiltag baseres på et solidt, fagligt grundlag – til gavn for både vandværkerne, de vandforbrugene virksomheder og borgere i kommunen.

Kommende arrangementer

Udgivet 27. sep. 2024