Gå til indhold

Sindal Vandværk fejrer jubilæum og sætter vand på skoleskemaet 

Vandværket markerede sit 125-års jubilæum ved at fremhæve en vigtig opgave: formidling og læring om vores drikkevand. 

Sindal Vandværk fejrede denne sommer sit 125-års jubilæum ved at styrke indsatsen for at fremme kendskabet til vandforsyningen. Vandværket har i mange år åbnet dørene for skoleklasser, der ønsker at lære om vandets vej fra grundvand til drikkevand. Jubilæet blev derfor en anledning til at intensivere denne vigtige formidlingsopgave. 

Gave til skolerne i forsyningsområdet  

For vandværkets bestyrelse var det oplagt at benytte jubilæet som afsæt til at knytte endnu tættere bånd til de lokale skoler.  

“Vi kom til et bestyrelsesmøde ret hurtigt ind på, at vi gerne ville bruge anledningen til at udbrede kendskabet til vores vandforsyning. Derfor blev vi enige om at give en gave til de tre skoler i vores forsyningsområde”, forklarer Peter Houen Sørensen, der er bestyrelsesmedlem på Sindal Vandværk. 

De tre skoler modtog klassesæt med undervisningsmateriale til faget Natur og Teknik, komplet med lærervejledninger og kopihæfter. Initiativet skal sikre, at eleverne får en grundlæggende forståelse af vandets betydning og nødvendigheden af at beskytte det. 

Vil endnu tættere på fremtidens vandambassadører  

Gaven skal styrke det gode forhold til skolerne – og samtidig give eleverne stof til eftertanke. For Sindal Vandværk handler det om at komme endnu tættere på fremtidens vandambassadører.  

”Helt overordnet er det vigtigt for os, at vi har et godt forhold til skolerne, og at vi er en del af skoleskemaet. Rent vand bliver en knap ressource, hvis ikke vi passer godt på vores grundvand. Derfor synes vi også, at vi har et ansvar for at lære næste generation om vores drikkevand, og hvordan vi passer på det”, siger Peter Houen Sørensen og fortsætter:  

”Hvis vi kigger lidt indad, så er gennemsnitsalderen i vores egen bestyrelsen vel over 50 år. Der er nogle, der skal afløse os. Mange andre vandværker er i en lignende situation – og derfor synes jeg, at vi er nødt til at gøre vores til at vi får udbredt kendskabet til vandforsyningen. Skolerne er et godt sted at starte, fordi det er der, grundstenene skal lægges. Og så må vi håbe, at vi på den måde får plantet et frø hos børnene, og at de en dag også vil engagere sig i vandforsyningen”. 

Stor opbakning i lokalområdet  

Jubilæet blev mødt med stor entusiasme fra lokalområdet. Lokalmediet Sindal Fremad havde reklameret om åbent hus på vandværket. Derudover var skolelederne blevet inviteret, og to skoler mødte op med hele klassetrin, hvilket skabte en festlig atmosfære fyldt med energi.  

”Det var fantastisk at se så mange børn deltage og bidrage med god støj og højt humør”, siger Peter Houen Sørensen.  

Efterfølgende har vandværksbestyrelsen også mærket, at deres indsats har gjort en forskel.  

”Mandagen efter jubilæet kontaktede en af skolerne os for at komme med to klassetrin til en rundvisning som start på deres forløb om vandforsyning”, siger Peter Houen Sørensen og fortsætter:  

”Bestyrelsen fra nabovandværket kontaktede os også for at høre, hvor vi havde fået bøgerne fra. De har en friskole i deres forsyningsområde og ville gerne gøre noget lignende. Det er kun godt, hvis vi er flere vandværker, der bidrager til at udbrede kendskabet til vores vandforsyning”.  

Sindal Vandværks 125-års jubilæum blev en festdag med et klart budskab: Vigtigheden af at beskytte og formidle viden om vores drikkevand – nu og for fremtiden. 

Bestyrelsesmedlem Peter Houen Sørensen viser bogen, som blev foræret til skolerne i forsyningsområdet.  

Også Jan Andersen, landsformand for Danske Vandværker, var med til at fejre Sindal Vandværks 125-års jubilæum.  

Fakta 

Til 5. klasse har vandværket købt bogen Puls og 7. – 9. klasse får bogen Xplore på tværs. Der følger kopibøger og lærervejledninger med til begge klassesæt.  

Sindal Vandværk købte bøgerne gennem den lokale folkeskole, da deres rabatter var bedre end hvad vandværket selv kunne forhandle sig frem til.  

Kommende arrangementer

Udgivet 20. jan. 2025