Overtrædelser i 4 ud af 10 pesticidkontroller
Det er et politisk mål at styrke pesticidkontrollen og mindske antallet af overtrædelser. Konkret vil man med sprøjtemiddelstrategien fra 2022 forøge midlerne til kontrollen med 40 procent. Alligevel var der sidste år overtrædelser i cirka 40 procent af de 612 pesticidkontroller, som Landbrugsstyrelsen udførte. Det viser tal som Politiken har fået tilsendt af Miljøministeriet.
”Hvis vi skal have tillid til, at der kun bruges godkendte pesticider, så er det helt afgørende, at der bliver strammet op på kontrollen, så vi får markant flere tilsynsbesøg: Ellers udgør det jo en direkte trussel for grund- og drikkevandet, hvis der fortsat opbevares pesticider til brug, som ikke overholder myndighedernes krav. Det er trist, at der stadig ikke er sket noget”, siger Susan Münster, direktør i Danske Vandværker.
Der er brug for skærpet kontrol eller handling på den politiske ambition om grundvandsparker, hvis vi vil beskytte fremtidens drikkevand. Se mere på foreningens sociale medier og del budskabet.