Gå til indhold

Nye perspektiver og fælles ambitioner: Drikkevandets fremtid i fokus

Jan Andersens, landsformand for Danske Vandværker, leder i Vandposten november 2024.

Drikkevandsbranchen er et spændende sted at være: Mange dygtige mennesker, store fremtidsvisioner og nye udfordringer, der banker på døren. Det er en tillidserklæring, når man bliver valgt til en post. Og jeg er meget glad for, at landsbestyrelsen har valgt mig som formand for de næste to år i vandets tjeneste.  

Jeg kan ikke det hele selv. Det er der ingen af os, der kan. Når jeg taler meget om samarbejde, så handler det grundlæggende om, at vi er nødt til at løfte blikket fra vores egen virkelighed og lære af hinanden. Vi skal opsøge dialog, så vi kan få inspiration og nye input. Det handler om nysgerrighed, når lovgivningen, omgivelserne og samfundet er i forandring. Vi må lytte, lære – og inkludere udviklingen.  

Sammen kan vi meget – men vi skal også turde lære af dem, vi ikke kender i forvejen. Vi skal blive ved med at have en nysgerrighed på, hvordan vi kan blive endnu bedre. Derfor er jeg også meget glad for, at det for første gang i Danske Vandværkers historie lykkedes at samle repræsentanter fra de fem regioner på en studietur, der både havde samarbejde, fællesskab og inspiration som overskrift.   

De store linjer 

På repræsentantskabets tre dage i Berlin var formålet ikke at nørde teknik og vandværksdetaljer. Vi skulle ikke sætte den tekniske vandværksdrift under lup. Vi var i Tyskland for at komme op i helikopteren, bevæge os uden for vores egen andedam og sammen få inspiration til de store strategiske beslutninger, der kommer til at fylde de kommende år. Vores opgave er at se på de store linjer og sikre, at vi kommer i mål med ambitionerne for vandværkerne, for det demokratiske ejerskab og for drikkevandet.  

Det giver perspektiv og flyvehøjde, når vi sammen oplever, hvordan man andre steder arbejder med at sikre drikkevandets stemme i større samarbejder. Som da vi besøgte BDEW – Tysklands største brancheorganisation for vand og energi. Særligt bed jeg mærke i, hvordan man her har formået at sikre drikkevandets stemme i et samarbejde, hvor andre interesser ellers nemt kunne trumfe det rene vand.  

Solidt fundament 

Oplevelserne i Berlin og de mange gode samtaler giver stof til eftertanke. Jeg glæder mig til, at vi sammen bygger videre på det solide fundament og sætter fremtiden i fokus i de beslutninger, vi skal tage i den kommende tid.  

Og så vil jeg afslutningsvist sige en helt særlig tak til Susan Münster, der efter seks år i direktørstolen hos Danske Vandværker har valgt at sige tak for nu. Danske Vandværker har været beriget af at have en direktør, som har formået at sætte de vigtige ting i fokus og har arbejdet målrettet på at fremtidssikre vores forening og drikkevandsområdet med stor dygtighed, professionalisme og ordentlighed. Susan har virkelig gjort en stor forskel og sat et markant aftryk. Al held og lykke til dig, Susan, du er en gave for alt, du kaster din energi over.  

Et nyt år bliver altså med en ny direktør bag roret. Jeg er fuld af fortrøstning over, at vi finder en, der sætter overliggeren højt og kan rykke drikkevandet ind i fremtiden. Det bliver uden tvivl spændende.      

Kommende arrangementer

Udgivet 19. nov. 2024