Generalforsamling med børnepasning
Det er ikke altid nemt for børnefamilier at deltage i vandværkets generalforsamling. Mødet ligger ofte midt i aftensmadstiden, og mindre børn kan ikke være alene hjemme.
Netop det pegede Danske Vandværkers Borgerpanel i efteråret 2025 på som en væsentlig årsag til, at børnefamilier udebliver fra den årlige generalforsamling.
Hos Gelsted Vandværk valgte bestyrelsen derfor at gøre noget ved udfordringen. De tilbød både aftensmad og børnepasning, så forældrene kunne deltage i mødet.

”En familie tog imod tilbuddet om at få deres to børn på 6 og 8 år passet. Vi sørgede for legetøj, en legekammerat og børnevenlig mad i form af spaghetti, mens de voksne fik serveret stegt flæsk. Forældrene var glade for ordningen, da de ellers ikke ville have haft mulighed for at deltage i generalforsamlingen,” fortæller formand Neel P. Olsen.
Initiativet var en succes, og det bidrog til en god stemning på aftenen, hvor både børn og voksne fik en god oplevelse.
Borgerpanel
Danske Vandværker bad i efteråret 2025 et borgerpanel om at komme med anbefalinger til fremtidens vandforsyning. Anbefalingerne skal styrke synlighed, engagement og opbakning til drikkevandet og de forbrugerejede vandværker.
Du kan læse Borgerpanelets anbefalinger her