Gå til indhold

Digitale vandmålere skal nedbringe vandspildet i Vejers

Hos Vejers Strand Vandværk har de besluttet at udskifte de nuværende vandmålere med digitale vandmålere, der kan fjernaflæses. Ifølge Torben J. Gehlert, der er formand på vandværket, vil de nye målere skabe store besparelser for både vandværket og forbrugerne.

Det var en enig bestyrelse, der sidste år vedtog, at Vejers Strand Vandværk skulle investere i digitale vandmålere.  

Planen er, at de frem til udgangen af 2022 skal have udskiftet alle målerne i forsyningsområdet. Ifølge vandværkets formand vil det gøre måleraflæsningen mere fleksibel og samtidig nedbringe vandspildet i området. Til gavn for både pengepungen og miljøet. 

Han fortæller videre, at de har valgt en såkaldt drive-by løsning fra Kamstrup, hvor måleraflæsningen kan udføres direkte fra bilen.  

“Vi får en antenne, der skal forbindes til en tablet. Når det er sat op, skal vi bare køre en tur i forsyningsområdet, og så fortæller tabletten, når vandmålerne er aflæst. Fremover kræver det derfor kun en kort køretur, hvis vi vil aflæse målerne, fortæller Torben J. Gehlert, der ser mange fordele ved de digitale målere.  

Vil opdage brud og lækager hurtigere 

I Vejers har de i mange år haft en særlig udfordring med vandspild, og den helt store gulerod ved de digitale målere er derfor, at de nu endelig kan komme den udfordring til livs. For med de nye målere kan de finde brud og lækager ved hjælp af målernes lækagesporing, der benytter ultralydssensorer. Dermed kan de lokalisere, hvor skaden er sket.  

De nye målere vækker derfor stor begejstring hos vandværkets formand, der særligt ser fidusen for sommerhusområder som netop Vejers.  

“Typisk er der ikke så mange i sommerhusene om vinteren, så der kan gå lang tid før forbrugerne selv opdager, at de har et løbende toilet eller eventuelle skader. Derudover er Vejers et meget sandet område, hvilket betyder, at vandet blot løber ned i sandet, hvis der er et brud eller en lækage, og det kan derfor være svært at finde vandskader i området”, fortæller Torben J. Gehlert.  

Derfor tøver formanden heller ikke med at kalde det en stor lettelse, at de nu har en løsning, der kan hjælpe dem med at nedbringe vandspildet. 

“Det er noget vi har været meget opmærksomme på, da vi nødigt vil overstige grænsen på de 10 procent. I øjeblikket ligger vi på omkring 9 procent, så vi håber, at de digitale målere kan hjælpe os med at nedbringe det tal. Både for at spare penge, men i høj grad også for at passe på vores vandressource”, fortæller Torben J. Gehlert.  

Det handler om tryghed 

For formanden i Vejers er de digitale vandmålere også med til skabe tryghed, da vandværket nu kan tjekke vandmålerne mere efter behov.  

“Hvis vi for eksempel har en mistanke om frostsprængninger på grund af en hård vinter, så kan vi tjekke det med det samme med de digitale målere. På den måde giver det en vis tryghed for både vandværket og forbrugerne, at vi nu har fået digitale målere”, siger Torben J. Gehlert. 

Måleraflæsningen var aldrig problemet 

I sommerhusområder skaber den årlige måleraflæsning tit og ofte problemer, da der altid er nogle, der ikke får aflæst måleren til tiden. Det skaber en masse ekstra administrativt arbejde for vandværket, der skal udsende rykkere. Men det har aldrig været et problem hos Vejers Strand Vandværk, hvor de med en samarbejdspartner fra nærområdet har haft en gnidningsfri måleraflæsning.  

“Vi har i mange år haft et samarbejde med boldklubben i Oksbøl, der har aflæst målerne for en lille skilling til klubben. Det samarbejde skal vi selvfølgelig gentænke nu, men måske vi kan finde en måde at få deres hjælp til at aflæse de digitale målere”, fortæller Torben J. Gehlert.

Udgivet 04. nov. 2021