Gå til indhold

Den digitale og analoge tidsalder i herligt samarbejde

Vrooom, vrooom, vrooom lyder det denne tirsdag formiddag henne fra indkørslen ved Gadbjerg Vandværk.  

Klokken er 9.30, og de to bestyrelsesmedlemmer fra vandværket, Hans Thomsen og Peter Tang Jensen, gør klar til at køre ud og aflæse vandmålerne hos de cirka 420 husstande, som det lokale vandværk leverer vand til.  

Den fantastiske motorlyd kommer fra en Nimbus motorcykel fra 1955, som tilhører Peter Tang Jensen, og det er dette fantastiske køretøj, der skal fragte de to herrer rundt i sognet under aflæsningsproceduren.   

En tur, som de to herrer vurderer tager cirka tre timer og der køres uden pauser.  

Motorcyklen, der føres af Peter Tang Jensen, er udstyret med den klassiske sidevogn, og det er herfra, at Hans Thomsen med en iPad foretager de trådløse digitale aflæsninger af de lokales vandmålere.  

Digital Vandmaaler Aflaesning
Når Gadbjerg Vandværk sender Hans Thomsen og Peter Tang Jensen ud for at aflæse vandmålere, foregår det på god gammeldags facon i en Nimbus med sidevogn. Foto: Jim Hoff.

Fortiden møder nutiden  

Måleudstyret er af høj kvalitet og rækkevidden er fænomenal.  

“Vi kan “pinge” vandmålere” på op til 100 meters afstand, så vi behøver overhovedet ikke stå af motorcyklen. Målingerne kommer ind i en lind strøm, og de går via iPaden videre til virksomheden Kamstrup, der har levere de trådløse vandmålere. Herfra får vi så en række data, som vi kan arbejde med på vores pc, når vi kommer hjem, forklarer Hans Thomsen.  

Systemet er meget følsomt og kan registrere vandspild både ved de 10 områdemålere og hos den enkelte forbruger, hvilket betyder, at vandværkets folk lynhurtigt kan rykke ud, hvis der er tegn på unormal højt vandforbrug.  

Man kan ikke lade være med at tænke, at kombinationen af en smuk gammel Nimbus, med de signaler og de værdier dette fantastiske køretøj nu engang udsender, sammenholdt med den modernisering og effektivitet, som en digital trådløs afløsning med en iPad er tegn på, i sig selv er et mobilt kunstværk med stof til en hel del eftertanke.  

Fik en udfordring af gutterne i Nimbusklubben  

Nu skal vi skynde os at understrege, at de to herrer ikke er ude i hverken politiske eller filosofiske skjulte dagsordener med dette herlige setup. Symbolfortolkningen står alene for reporterens regning.  

“Det handler om, at vi begge er medlemmer af den lokale Nimbus-klub, og da vi var samlet for nylig, sagde de andre medlemmer til os, at vi da skulle tage Nimbussen, når vi skulle ud og aflæse vandmålere her i juni. Den udfordring tog vi, som de seje mænd vi jo er, naturligvis imod, og nu glæder vi os bare til at komme rundt og få aflæst vandmålerne, fortæller Hans Thomsen, der har det fint med at fungere som ‘sandsæk’ i sidevognen, mens hans makker sidder på Nimbustronen og styrer løjerne med forkromet overblik.  

/

Udgivet 11. nov. 2021