Gå til indhold

Børn drikker det vand, der faldt som regn i deres forældres barndom

Kan man bare drikke vandet fra vandhanen? Hvorfor er vand fra vandhanen bedre end flaskevand? Og hvor gammelt er det vand, vi drikker i dag egentlig? Det var nogle af de spørgsmål, der blev besvaret, da 4. klasse fra Ferritslev Friskole havde vand på skemaet.

I Ferritslev på Fyn var der vand på ske­maet hos 4. klasse på den lokale friskole. Torben Henriksen er kasserer i Ferritslev Vandværk, og han havde sammen med børnenes lærer – som også hedder Torben – sat formiddagen af til at tale om vand med eleverne en onsdag i slutnin­gen af februar.

Torben Henriksen var først på besøg på skolen, hvor han fortalte om, hvor drikkevandet kommer fra, og hvordan det kommer rundt i Ferritslev.

En af hans pointer var, at man helst skal drikke det vand, man tapper fra vandha­nen. Både på grund af prisen, men også af hensyn til kvaliteten.

“En flaske vand, man køber i butikken, må gerne stå i butikken i lang, lang tid, og der er ingen krav til, hvordan den skal opbevares. Når du køber en flaske vand, så er der en sidste salgsdato, som kan være op til to år fra fremstillingsdatoen. Vandet fra vandhanen er friskt og koster meget, meget mindre end det vand, man kan købe. En liter vand fra Ferritslev Vandværket koster forbrugeren omkring 60 øre i alt, altså inklusiv afgiften til spildevand. En halv liter vand, man køber, kan koste fra otte kroner og opefter”, for­talte Torben Henriksen, der også tidligere har fortalt skoleelever om drikkevand.

Ud at se vandværket

Et andet emne var de store forskelle, der er på, hvordan man får sit drikkevand fra land til land. Det er en unik ressource, at vi langt de fleste steder i Danmark har mulighed for at tappe drikkevand fra vandhanen, som kun har været igennem en helt simpel rensning og iltning. Og det var ikke alle, der var klar over, at vandet fra hanen er rent nok til at drikke direkte. Så her har vandværkerne en vigtig oplysningspligt.

Efter besøget i klasselokalet tog eleverne med ud og så vandværket, der ligger tæt på skolen. Her forklarede Torben Henriksen, at grundvandet ligger cirka 45 meter under jordens overflade, og at det er herfra, Ferritslevs borgere får deres drikkevand. Eleverne fik også indsigt i de forskellige jordlag, vandet løber igennem, og hvordan det bliver renset og filtreret.

Og eleverne syntes, at det var ret fasci­nerende, at det vand, de drikker i dag, stammer fra den regn, der faldt på jor­ den, da deres forældre var endnu yngre, end de selv er nu.

Kommende arrangementer

Udgivet 18. jun. 2024