Robuste vandværker i en tid med hybridkrig
Truslerne er ikke teoretiske, men allerede en del af hverdagen i vandsektoren.
Debatindlægget af Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker, er bragt i Avisen Danmark 6. november 2026.
Forsvarets Efterretningstjeneste har hævet trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark fra middel til høj. Vurderingen er, at Rusland i de kommende måneder vil optrappe sin hybridkrig mod europæiske lande og deres kritiske infrastruktur, herunder vandforsyningen.
Truslen er ikke teoretisk
Truslen er ikke teoretisk. Den er allerede en del af hverdagen i vandsektoren. Danske Vandværkers seneste medlemsundersøgelse viser, at hvert ottende vandværk har oplevet forsøg på cyberangreb. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at styrke sikkerheden og beredskabet. Heldigvis viser undersøgelsen også, at de lokale vandværker er godt rustet: 80 procent har i dag nødstrømsløsninger eller nødforsyninger, og endnu flere er på vej. På bare ét år er andelen af vandværker, der kan opretholde forsyningen i en krisesituation, steget med 16 procentpoint.
Udviklingen kan illustreres af to konkrete eksempler. Da Tureby-Alkestrup Vandværk blev ramt af et cyberangreb fra en pro-russisk hackergruppe for to år siden, førte det til sprængte vandrør og en vigtig læring for hele branchen. Vandværkets åbenhed om forløbet gjorde det muligt for andre at lære af fejlene og styrke deres egen sikkerhed. En åbenhed, som vandværket også har modtaget en pris for.
Omvendt er cyberangrebet på Udsholt Vandværk sidste år et eksempel på, hvor robust de fleste forbrugerejede vandværker i dag heldigvis står. Her kunne vandværket koble sig fra omverdenen, gå i ø-drift og fortsætte forsyningen af drikkevand, så forbrugerne intet mærkede.
Lokal forankring en styrke
Den lokale forankring er en af de største styrker ved den danske model. Tusindvis af mennesker rundt om i landet tager hver dag ansvar for deres egen og naboernes drikkevandsforsyning. Og så gør den decentrale struktur med vandværker fordelt over hele landet os mindre sårbare, fordi en hændelse ét sted ikke lammer hele systemet.
Men robusthed handler ikke kun om det enkelte vandværk. Det handler også om samarbejdet mellem vandværker, kommuner og spildevandsselskaber.
Derfor har vi længe ventet på de beredskabsmål for drikkevands- og spildevandsforsyningerne, som kommunerne nu skal i gang med at melde ud. Målene vil skabe klarhed om forventninger, prioriteringer og ikke mindst samarbejde i en krisesituation. Men det er afgørende, at arbejdet bliver koordineret på tværs af kommunegrænser, så vi ikke ender med 98 forskellige måder at gå til opgaven på.
Vi ser frem til arbejdet med beredskab i krydsfeltet mellem vores drikkevand, spildevand og kommunen. Det bliver afgørende for at skabe modstandsdygtighed i hele forsyningskæden lokalt.