Gå til indhold

Et fælles ønske og fælles ansvar for fremtidens drikkevand

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player…

Debatindlæg af Ellen Trane Nørby og Jan Andersen, formænd for hhv. DANVA og Danske Vandværker bragt i DKNyt.dk den 23. marts 2026.

Fra valgkampens første dag har drikkevand fyldt mediernes sendeflader og de partipolitiske debatter. Og det er egentlig ikke så underligt. For rent drikkevand er noget, der ikke kun berører udvalgte grupper i samfundet, men som vedrører os alle sammen.

Alle danskere har adgang til rent drikkevand i vandhanen, og det rene drikkevand optager os alle, hvor end i landet vi bor, på tværs af uddannelse, indkomst og alder. For drikkevand er ikke noget, der splitter os, det samler os. Derfor er vi i drikkevandets organisationer også optagede af at samarbejde med alle, der gerne vil det rene drikkevand, så vi kan få de bedste, mest langtidsholdbare og fremtidssikrede løsninger for vores fælles, livsvigtige ressource: Det rene drikkevand.  

Ellen Trane og jan Andersen, formænd formænd for hhv. DANVA og Danske Vandværker.

Fælles politisk ansvar

Netop vores drikkevand, nu og i fremtiden, bør aldrig tages som gidsel i en politisk debat. Vi danskere har ret til fortsat trygt at kunne åbne for hanen og drikke godt, dansk postevand. Derfor er det et fælles politisk ansvar at beskytte og fremtidssikre vores fælles ressource og at sikre, at vandværkerne kan opretholde forsyningspligten uden installering af kostbar og kompleks videregående vandbehandling  

Dansk grundvandspolitik har udgangspunkt i princippet om forebyggelse frem for rensning. Det betyder, at det er et fælles politisk ansvar at beskytte vores grundvand mod forurening. Vi beskytter fordi vi bruger grundvandet til drikkevand, og vi ønsker, at vores drikkevand skal produceres fra renest muligt grundvand. Det er ikke en partipolitisk holdning. Det er afsættet for den danske grundvandspolitik, som vi er fælles om på tværs af partiskel. Men udviklingen går den forkerte vej, når vi finder rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.  

Et bredt, folkeligt krav

Danskerne er ikke i tvivl: Det grundvand, som vi bruger til drikkevand, skal beskyttes med et sprøjteforbud.

En ny befolkningsundersøgelse fra Wilke viser, at hele 91 pct. af vælgerne ønsker et sprøjteforbud i de områder, hvor vi henter vores drikkevand.

Og det er en enighed, der går på tværs af politiske skel: 87 procent af de blå partiers vælgere bakker op om et forbud, og 96 procent af de røde partiers vælgere bakker op om et forbud. Det understreger, at drikkevand ikke er et spørgsmål om partifarve eller ideologi. Det er et bredt, folkeligt krav at vi fremtidssikrer vores dyrebare ressource på tværs af hele Danmark.  

Derfor skal vi have indført et sprøjteforbud på ca. 160.000 hektar sårbare, grundvandsdannende områder, så vi kan beskytte fremtidens drikkevand. Det er under fire procent af Danmarks areal og svarer til godt seks procent af det samlede danske landbrugsareal.  

Så til alle politikere, der af vælgerne bliver valgt til at repræsentere danskerne og kommer ind i Folketinget for den næste periode: Husk, at uanset hvor danskerne sætter deres kryds, kommer det med en forventning om, at partierne efter valget også sætter handling bag ordene og beskytter drikkevandet i dag for fremtidens skyld. 

Og der er ingen grund til at vente: For beskyttelsen af de sårbare grundvandsområder bør blive gennemført hurtigst muligt og rullet ud i takt med, at de sårbare grundvandsdannende områder bliver kortlagt. Det forventer og fortjener alle danskere. 

Kommende arrangementer

Udgivet 23. mar. 2026