Gå til indhold

Årtiers fejlslagen beskyttelse af drikkevandet kalder på forbud

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player…

Ny analyse peger på, at der bør være et nationalt forbud mod blandt andet sprøjtemidler og nitrat i de områder, hvor grundvandet er sårbart. Det vil være et stort skridt for at fremtidssikre drikkevandet.

Beskyttelsen af drikkevandet har indtil nu slået fejl. Det er konklusionen i Miljø- og Ligestillingsministeriets netop offentliggjorte analyse, der ser på, hvad der skal til for at fremtidssikre grund- og drikkevandet.

Analysen peger på, at der kan være behov for at forbyde sprøjtning, gødskning og jordudlæg dér, hvor grundvandet er sårbart.

“I Danske Vandværker har vi længe efterspurgt en samlet plan for fremtidens drikkevand. Jeg er derfor meget glad for endelig at have fået analysen i hånden. I Danske Vandværker ser vi nu frem til de kommende politiske drøftelser, så drikkevandet kan blive beskyttet, uanset hvor i landet man bor. Det er et vigtigt skridt på vejen, så også vores børn og børnebørn kan drikke rent, godt vand fra hanen,” siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.

Lise Lotte Toft glæder sig til at nærlæse analysens konklusioner og de forskellige scenarier for forbud og den samlede indsats, der skal til for at komme i mål med drikkevandsbeskyttelsen.

“Vi kan ikke længere tillade, at der bliver gamblet med vores livsvigtige drikkevand. Derfor er det meget positivt, at analysen viser, at et nationalt forbud mod det, der skader grundvandet, er den bedste vej frem,” siger Lise Lotte Toft.

Langt fra nok

I analysen peges der på, at intensiv landbrugsdrift ikke kan forenes med den nødvendige fremtidssikring af grundvandet. Staten har igennem årtier tilladt udledninger fra blandt andet landbruget, som vores grundvand reelt ikke kan holde til.

Analysen konkluderer entydigt, at indsatsen hidtil har været helt utilstrækkelig: Kun 1,5 procent af det areal, det var vigtigt at beskytte, er blevet sikret over de seneste 27 år. I 2024 blev der fundet rester af pesticider i over halvdelen af de undersøgte boringer.

“Vi står med et akut behov for at få en målrettet beskyttelse af de områder, hvor vores sårbare grundvand dannes nu og fremover. Forsyningssikkerheden afhænger af, at der er nok rent vand, som vandværkerne kan sende ud til danskerne. Analysen konkluderer klart, at den hidtidige indsats har spillet fallit, og at det nu er tid til, at man for alvor tager hånd om vores vigtige grund- og drikkevand,” siger Lise Lotte Toft.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten sagt, at han vil have et sprøjteforbud på de områder, hvor der er store drikkevandsinteresser i undergrunden, hvilket regeringspartiet Moderaterne også vil have, lige som Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet også bakker op.

”Nu har vi nogle meget, meget klare argumenter, også økonomiske argumenter for, hvorfor det er det eneste rigtige,” siger Heunicke til DR om et sprøjteforbud.

Fakta

Miljø- og Ligestillingsministeriet har den 12.01. 2026 sendt en ny rapport til Folketinget. Analysen skal danne grundlag for den politiske stillingtagen til, hvordan man på baggrund af drikkevandskortlægningen vil sikre en samlet beskyttelse af de sårbare grundvandsdannende områder.

Kommende arrangementer

Udgivet 13. jan. 2026