Landsbestyrelsesmøde 7. september 2025
Årets tredje ordinære møde i landsbestyrelsen blev holdt i september 2025, hvor der både var valg af næstformand, risikovurdering og foreningens politik om forbrugereje på dagsordenen.
Dagen inden landsbestyrelsesmødet havde landsbestyrelsen et seminar, hvor omdrejningspunktet var optakt til kommende strategiproces. Blandt andet stod den på evaluering af arbejdet med den nuværende strategi herunder model for afrapportering af fremdrift og inddragelse af foreningens politiske organer.
Desuden arbejdede landsbestyrelsen med det aktuelle udfordringsbillede for foreningen blandt andet trusler og muligheder. Dette skulle bruges som grundlag til et kommissorium for udarbejdelse af ny strategi.
Valg af næstformand
I ulige år skal landsbestyrelsen vælge en næstformand for foreningen. René Kvist, formand for Region Midt, blev valgt for de næste to år.
Risikovurdering for foreningen
Landsbestyrelsen udarbejder én gang om året en risikovurdering, som identificerer de største risici, samt håndtering af disse. Risikovurderingen har også betydning for identifikation af strategiske fokusområder og har dermed betydning for indfrielsen af foreningsstrategien.
Drøftelse af politik om forbrugereje
Landsbestyrelsen havde en drøftelse af det politiske emne ”Fremtidens drikkevand er forbrugerejet” samt tilhørende politiske målsætninger, som både skal udgøre fundamentet og mandat for sekretariatets arbejde og understøtte foreningens strategi.
Det politiske emne samt målsætninger skal endelig godkendes af repræsentantskabet i november 2025.
Evaluering af landsbestyrelsens arbejde
Én gang om året evaluerer landsbestyrelsen sit arbejde med udgangspunkt i ”Kodeks for godt bestyrelsesarbejde”. Evalueringen tog igen i år udgangspunkt i redegørelsen og de 24 anbefalinger fra ”Kodeks for godt bestyrelsesarbejde”, som blev gennemgået og justeret.
Det kommende år har landsbestyrelsen fokus på udarbejdelse af ny strategi for foreningen samt rollerne og samarbejdet i bestyrelsen.