Vores vand
Du kan være med til at bestemme, hvordan vandværket skal drives effektivt, sikkert og bæredygtigt.
Du ejer dit vand – vidste du det?
I Danmark er vandforsyningen drevet og ejet af os, der bruger vandet. Drikkevand fra hanen er altså noget vi ejer i fællesskab, som ingen må tjene penge på – derfor kalder vi det for vores vand.
Mange tænker ikke så meget over deres drikkevand i hverdagen, men som medejer af dit lokale vandværk, kan du være med til at bestemme, hvordan vandværket skal drives effektivt, sikkert og bæredygtigt.
Få indflydelse på din vandforsyning
Vil du være en del af dit lokale vandværk? Du får indflydelse og medbestemmelse ved at deltage på den årlige generalforsamling. Og det er også her, du kan stille op til en bestyrelsespost.
Et forbrugerejet vandværk er typisk et a.m.b.a. Det betyder, at vandværket er et andelsselskab, og at det fungerer som andre foreninger for eksempel gymnastikforeningen eller andelsboligforeningen. Vandværket kan også være organiseret på anden vis, men det fælles element er, at det er ejet direkte af forbrugerne i fællesskab.
Spørgsmål og svar
Hvordan bliver jeg en del af vandværket?
På dit vandværks hjemmeside kan du blandt andet se, hvornår der er generalforsamling. Og så kan du fortælle vandværket, at du ønsker at stille op til valg til bestyrelsen.
Hvor mange forbrugerejede vandværker er der?
Der er omkring 1.800 forbrugerejede vandværker i Danmark.