Gå til indhold

Den lokale grønne trepart

Danske Vandværker arbejder for størst mulig grundvandsbeskyttelse gennem de lokale grønne treparter.

Søg indflydelse i lokale grønne treparter

Hvordan kan I som vandværker søge indflydelse i de lokale grønne treparter med det formål at sikre mest mulig grundvandsbeskyttelse?

1: Identificer, hvor grundvandsbeskyttelsen er udpeget lokalt/kommunalt

Danske Vandværker opfordrer alle vandværker til at se på lokale vandoplande og evt. indsatsplaner. Spil behov ind til kommunernes arealudpegning.

Brug kortet neden for her på siden. Det viser de 23 hovedoplande i Danmark samt en tilhørende liste over, hvilken kommune, der varetager formands- og sekretariatsfunktionen i hvert hovedopland.

2: Gå i dialog med jeres kommune

Gå i dialog allerede nu – inden der laves et udkast til omlægningsplanerne. Brug evt. det årlige dialogmøde mellem vandværkerne og kommunen.

Fra vandværkets side har I mulighed for at pege på relevante tilpasninger i omlægningsplanerne, så den størst mulige synergi mellem grundvandsbeskyttelse og omlægningsplanerne findes.

Invitation til dialogmøde med kommunen

3: Gå i dialog med Danmarks Naturfredningsforening og landbrugets repræsentanter

Vi opfordrer vandværker til at indgå i dialog med Danmarks Naturfredningsforening og landbruget om muligheder for at tænke grundvandsbeskyttelse ind ved omlægningen.

De blå kasser i overblikstegningen herunder over de lokale grønne treparters sammensætning kan være jeres indgang til dialog.

Navne og kontaktoplysninger på DN-repræsentanter for de lokale treparter

Tryk på billedet og se det i en større udgave.

4: Fokus på, at nitratintensiveringen ikke må ske i indvindingsområder

Det er afgørende, at vandværkerne lokalt arbejder for at sikre, at nitratintensiveringen ikke sker i indvindingsområder.

Kort med oversigt over 23 hovedoplande

Vi har udarbejdet et oversigtskort, der viser de 23 hovedoplande i Danmark samt en tilhørende liste over, hvilken kommune der varetager formands- og sekretariatsfunktionen i hvert hovedopland.

Hovedoplandene er geografiske områder, der er afgrænset ud fra naturlige vandløbssystemer og dræningsområder. De spiller en central rolle i arbejdet med vandområdeplanerne for 2021-2027.

Tryk på billedet og se det i en større udgave.

Her på siden (til højre) kan du hente en Excel-fil, hvor du kan filtrere ud fra hovedopland eller vandråd, og se hvilket hovedopland netop dit vandråd har en aktie i. Du finder også signturforklaring til koret til højre.

Hovedoplandenes betydning

Formålet med hovedoplandene er at sikre en helhedsorienteret og målrettet forvaltning af Danmarks vandressourcer. Indsatsen fokuserer på at beskytte og forbedre kvaliteten af grundvand, overfladevand og kystvande på tværs af kommune- og regionsgrænser. Vandområdeplanerne fastsætter konkrete mål og handlinger for:

  • Reduktion af forurening
  • Forbedring af økologisk tilstand
  • Bæredygtig anvendelse af vandressourcer

Lokale grønne treparter (VOS) og omlægningsplaner

Kommunerne har i regi af Lokale Treparter – også kendt som vandoplandsstyregrupper (VOS) – ansvaret for at udarbejde en omlægningsplan senest i 2025. Dette arbejde kræver tæt samarbejde mellem kommuner, interesseorganisationer og andre aktører.

Hvorfor det er vigtigt for dit vandværk?

Som vandværk og vandråd har I mulighed for at få indflydelse på beslutningerne i vandområdeplanerne, der har direkte betydning for drikkevandsforsyningen. Planerne kan bl.a. påvirke:

  • Krav til grundvandsbeskyttelse
  • Tiltag for at reducere pesticidrester
  • Håndtering af klimarelaterede udfordringer som tørke og øgede regnmængder

Ved at tage en aktiv rolle i processen kan I bidrage til løsninger, der balancerer miljøhensyn og drikkevandsforsyning, samtidig med at jeres lokale kendskab og interesser bliver hørt.

Hvordan kan I bruge kortet?

Kortet gør det let at finde ud af, hvilket hovedopland jeres vandværk hører under, og hvilken kommune I skal kontakte for at få medindflydelse.

Hold jer opdateret på vores hjemmeside, hvor vi i sekretariatet hjælper jer med at navigere i det lokale samarbejde og sikre, at jeres stemme bliver hørt i arbejdet med de grønne treparter.

Tidslinje for den grønne trepart

Tryk på billedet og se det i en større udgave.
Udgivet 07. feb. 2025