Gå til indhold

Gode råd til jeres egen kampagne

Gode råd til kampagne og kommunikationsplan.

Start i god tid

Når I har dato, tid og sted for generalforsamlingen, kan I beslutte, hvad I vil gøre og hvornår. Hvis I får behov for at udskyde generalforsamlingen, er det godt at være forberedt på, hvordan I vil kommunikere det til forbrugerne.

Brug kommunikationsplanen – I kan hente den på siden til højre.

Målgrupper

Målgruppen tæller alle forbrugere, der har en tinglyst adkomst til fast ejendom og dermed kan være aktive i vandværkets bestyrelse.

I jeres lokalområde har I ganske sikkert en bred mangfoldighed af beboere: Mænd og kvinder, unge og ældre, erhvervsaktive og mennesker uden for arbejdsmarkedet samt erhvervsvirksomheder. Alle kan bringes i spil og kan bidrage på forskellig vis.

Ny målgruppe for vandværker

Der er også kommet en ny målgruppe til, for de senest reviderede standardvedtægter for A.M.B.A. giver mulighed for, at den person, der har tinglyst adkomst til en ejendom, kan give en anden myndig person, der bor i ejendommen, en fuldmagt til at varetage sine interesser i vandværkets bestyrelse.

Det står i vedtægternes §3 – tjek vedtægterne her.

Hvis en beboer har yngre hjemmeboende, myndige børn, kan de måske også stille op til valg til bestyrelsen.

Gentagelse

Det har stor effekt, når jeres forbrugere ser de samme budskaber flere steder og på flere medier og kanaler. Ud over de materialer, vi har lavet til jer, kan I overveje at indrykke en annonce i lokalavisen, lokalradioen, op ophænge plakater og bannere forskellige steder i lokalområdet.

Hold hovedet koldt

I har trykket på knappen til Facebook og hjemmeside, I har brugt rullevis af tape og æsker af tegnestifter på diverse opslagstavler i det lokale supermarked, idrætsklubber og andre forsamlingssteder og der sker ikke noget – endnu. Gentagelse og genkendelse tager tid.

Giv. Hjælp. Inspirer

Når I har kigget ud over jeres målgruppe, er der helt sikkert grupper eller enkeltpersoner, der kan hjælpe jeres kampagne ud over stepperne.

Vær klar til at give små-tekster, link-henvisninger til din hjemmeside, sende billeder og plakater, som andre kan poste på deres kanaler. Vær tilgængelig for redaktøren på den lokale avis. Send det og tak for interessen, når I afleverer. Alt tæller!

Klart budskab

Vi har udarbejdet to forskellige og korte budskaber samt tilhørende materialer, så I kan køre jeres kampagne både online og offline i form af fysiske elementer som flyers og plakater

Godt og lokalt drikkevand også i fremtiden og Dit lokale vandværk er vigtigt at passe på

På dit lokale vandværk kan du være med i et fællesskab, som passer på vores drikkevand og sikrer godt vand til dine børn og børnebørn. Kom til generalforsamling dd.mm.åååå kl. xx.xx. Tilmeld dig her.

HuskGør det nemt for forbrugerne at få mere information. Husk at linke til en side på vandværkets hjemmeside, hvor forbrugerne kan læse mere om, hvad der skal ske på generalforsamlingen – og også kan tilmelde sig.

Hvis I bruger plakat eller flyer husk også at skrive hjemmesideadressen dér.

Udgivet 14. mar. 2023