Gå til indhold

Velafsluttet eksamen i bestyrelsesarbejde for unge fra Demokratisk TalentLab

De seneste par uger har en gruppe unge fra hele landet været til eksamen i bestyrelsesarbejde. Blandt dem er Puk Duerlund Falkenberg, som sidder i bestyrelsen for Havnelev Vandværk på Stevns.

Fotograf: Iben Alminde

Emnet for hendes eksamen var, hvordan man rekrutterer de nødvendige kompetencer til vandværkernes bestyrelser. Eksamensopgaven byggede blandt andet på dialog med bestyrelsesmedlemmer på messen i Fredericia, en workshop på dette års Folkemøde samt erfaringer fra Danske Vandværkers Netværk for Øget Diversitet i vandbranchen (NØD).  

Puk har gennem det seneste år været en del af Demokratisk TalentLabs ungenetværk. Deltagerne, der alle er medlemsvalgte i en demokratisk virksomhed, er i forløbet blevet klædt på til at tage skridtet videre og bidrage til både at løse udfordringer og udvikle de demokratiske virksomheder.

De sidste eksamener blev afholdt d. 23. oktober og er afslutningen på det første netværksforløb.

Nu er det igen muligt at blive en del af Demokratisk TalentLabs ungenetværk for unge mellem 20 og 40 år.

Hvis du kender nogen, der skal med i Demokratisk TalentLabs netværk #2, så send dem linket til opskrivningsformularen: https://forms.gle/njxHxxPgmtdEX9bWA

I kan også kontakte Thea Storm Pedersen tsp@danskevv.dk fra Danske Vandværker for at høre mere.

Udgivet 08. nov. 2024