Vandværkerne i Rebild vil sikre fremtidens vandforsyning
Samarbejde viste sig at være nøgleordet, da vandværkerne i Rebild Kommune diskuterede, hvordan de kunne styrke forsyningssikkerheden. Ambitionerne for mere og bedre samarbejde er skyhøje, men det har vist sig at være mere udfordrende end forventet.
Byrådssalen var fuld af engagerede vandværksfolk og politikere, da Rebild Kommune havde inviteret til det årlige vandværksmøde den 26. september. I løbet af mødet blev deltagerne spurgt: Hvordan får vi en mere robust vandforsyning i Rebild Kommune? Der var mange forskellige bud, men især samarbejde gik igen blandt deltagerne.
I øjeblikket er 26 af kommunens 40 vandværker en del af Rebild Vandråd – og der er derfor gode muligheder for at samarbejde. Tilslutningen måtte dog gerne være større, hvis man spørger Claus Nødgaard Hansen, der er formand for Rebild Vandråd.
”Vores ambition er, at Rebild Vandråd skal være et fælles organ for samtlige vandværker i kommunen. Derfor håber jeg selvfølgelig, at vi får de sidste 14 vandværker med på idéen. Måske de melder sig på banen, når vi er længere i samarbejdet”, siger Claus Nødgaard Hansen.
Fanget i startblokken
Samarbejde har længe været en prioritet for vandværkerne i Rebild, men opgaven har vist sig at være mere udfordrende end forventet. Tilbage i slutningen af 2022 blev der i et møde mellem kommunen og vandværkerne oprettet fire samarbejdsgrupper.
Sammen skulle grupperne finde løsninger, der kan bidrage til grundvandsbeskyttelse og styrket forsyningssikkerhed. Men på trods af den gode vilje blandt vandrådets vandværker, er Claus Nødgaard Hansen bekymret over den manglende fremdrift.
”I øjeblikket er der desværre en smule stilstand i arbejdsgrupperne. Det virker til, at der er god opbakning til ambitionen om øget samarbejdet, men alligevel går grupperne lidt i stå, inden de for alvor kommer i gang”, siger Claus Nødgaard Hansen, der har en idé om, hvorfor tingene står stille.
Mange af vandværkerne er velfungerende og har en uproblematisk dagligdag. De har – heldigvis – ikke problemer med at forsyne forbrugerne med godt vand. Det kan være en hæmsko, når de mere langsigtede initiativer skal sættes i gang.
”Vores forsyningssikkerhed og robusthed er i min optik en af vores største udfordringer som små, forbrugerejede vandværker. Derfor synes jeg, at det giver mening at gå sammen og hjælpe hinanden med blandt andet nødforsyninger. Men det kan være svært at kigge længere ud i fremtiden, når de daglige behov er stillet”, siger Claus Nødgaard Hansen og fortsætter:
”Nogle gange frygter jeg, at vi ikke for alvor kommer i gang før vi har oplevet en mindre forsyningskrise. Det vil tvinge vandværkerne til at indse, hvor de endnu ikke er stærke og robuste nok. For hvordan virker vandværkernes beredskab egentlig? Det kunne være en øjenåbner for mange, hvis der pludselig ikke var vand i hanerne”.
Workshop skal give ny vind i sejlene
For at få ny energi ind i samarbejdet inviterer Rebild Vandråd alle kommunens vandværker til en workshop, hvor samarbejde er øverst på agendaen.
”Vi vil gerne gøre noget for at spore vandværkerne ind på, om de kan gøre noget for at hjælpe hinanden. Det er vigtigt, at vi tænker over, hvordan vi bliver mere robuste, hvis der opstår en forsyningskrise. Det tror jeg egentlig, at alle vandværkerne er indstillet på, men uden akutte problemer kan det være svært at finde den nødvendige drivkraft”, forklarer Claus Nødgaard Hansen.
Claus Nødgaard Hansen har derfor sørget for en ekstern facilitator, der kan hjælpe arbejdsgrupperne godt videre. Det er Danske Vandværkers juridiske rådgiver, Camilla Kjær Henningsen, der står for workshoppen. Datoen er ikke endegyldigt på plads endnu, men Claus Nødgaard Hansen håber, at workshoppen kan blive afviklet i midten af november.
”Viljen er der fra vandværkernes side, men vi har brug for et ekstra skub for at komme videre. Jeg håber, at workshoppen kan være startskuddet til en ny fase i vores samarbejde, hvor vi får iværksat flere konkrete initiativer, som kan fremtidssikre vandværkernes drift og forsyning”, lyder det fra Claus Nødgaard Hansen.
Én af arbejdsgrupperne er allerede i gang med et spændende initiativ – som der gerne skulle producere mange flere af.
”De arbejder på at etablere et samarbejde med en varmeforsyning i Aalestrup, der kan varetage driften af nogle af vandværkerne. Det skal lette de administrative byrder, som er en del af at drive et vandværk. Varmeforsyningen har en administration, som kan holde øje med driften, tage imod opkald og dermed frigøre tid for vandværksbestyrelserne, der i stedet kan koncentrere sig om at fremtidssikre deres vandforsyning”, fortæller Claus Nødgaard Hansen.