Vandkonference på de skrå brædder
Betyder det noget for dig, om du er medejer af dit vand, og at vi sammen gør en indsats for at beskytte fremtidens drikkevand? Det gør det i den grad for os – og vi vil gerne invitere mange flere med i samtalen om, hvordan vi beskytter vores fælles vandressource.
Derfor havde vi i tirsdags inviteret til gode grin og dialog om vores vand på Østre Gasværk Teater. Samarbejdet mellem kultur- og vandbranchen er et nyt, men et helt oplagt håndtag, der kan styrke den offentlige debat om et så vigtigt emne som vores drikkevand.
Susan Münster bød velkommen inden komiker Brian Lykke indtog scenen med et kritisk og humoristisk blik på vandværker. Han undrede sig blandt andet over, hvor lidt vi som danskere ved om de forbrugerejede vandværker, og hvor meget der er behov for, at der er nogle, der tager ansvar for det. Hans indslag tog udgangspunkt i hans egne erfaringer som tidligere bestyrelsesformand i et forbrugerejet vandværk.
Efterfølgende blev der åbnet for debatten, da altid skarpe Erkan Özden modererede paneldebatten om demokratisk ejerskab med Jan Andersen, Lasse F. Petersen, Puk Duerlund Falkenberg og Hans Jørgen Lund Jensen som deltagere. Her kom der flere gode spørgsmål fra publikum – blandt andet fra flere unge, der gerne vil engagere sig og gøre en forskel, men samtidig skal føle, at der er brug for dem i bestyrelsen.
Aftenen blev rundet af med URINETOWN: The Musical! En dystopisk miljøkomedie, der gav et satirisk billede på, hvad der kan ske, hvis der kommer vandmangel.