Gå til indhold

Vand i bevægelse

Landsformand Jan Andersens leder i vandposten, september 2024

Lige før sommerferien faldt flere store politiske aftaler på plads. Aftaler, som på hver deres måde er rigtig godt nyt for grundvandet, for drikkevandet og for os i vandværkerne.  

Konkret er der tale om tre aftaler, som er et resultat af, at mange forskellige aktører i disse år bevæger sig i samme retning og har fokus på vores dyrebare grund- og drikkevand.    

  1. PFAS-handlingsplanen med 404 mio. kroner, der skal bruges frem til 2027. Heraf er 110 mio. kroner øremærket til at hjælpe de PFAS-ramte vandværker.   
  2. Grøn Fond, som giver 200 mio. kroner til drikkevandsbeskyttelse – 100 mio. kroner i både 2025 og 2026.   
  3. Grøn Trepart som også har en afsmittende effekt på grundbeskyttelsen.  

Jeg er naturligvis meget lettet og glad for, at der omsider er enighed om retningen og målet – nemlig at sikre det gode og lokale drikkevand nu og i fremtiden.  

Mange aktører bevæger sig i samme retning 

Og der ER mange forskellige aktører, der bevæger sig i samme retning.  

Bevægelsen sker med afsæt i ny viden og nye behov, og vi kan blandt andet takke GRUMO-overvågningen, der giver os klare beskeder om grundvandets tilstand. Vi skylder også en tak til forskningsinstitutioner, der leverer viden og metoder, der forfiner overblikket over grundvandsdannede oplande og om vandets strømning. Ligesom vi er taknemmelige for udvikling af egnede metoder til at rense PFAS-forurenet vand.  

Nu skal de mange penge fra de store politiske aftaler omsættes til konkrete initiativer. Uden Folketingets vilje til handling, var det ikke sket. Så derfor også en stor tak til politikerne for at lytte og øremærke midler, der kan gøre noget godt for grundvandet.  

Hold øje med indsatsplaner og søg indflydelse  

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor, hvordan og hvem, der skal omsætte pengene til konkrete indsatser.  

Derfor vil jeg opfordre alle vandværksbestyrelser i landet til at holde øje med kommunernes planlægningsarbejde. Her tænker jeg især på de kommunale vandforsyningsplaner og indsatsplaner. Der vil helt sikkert opstå muligheder for at søge indflydelse på kommende tiltag. Tiltag og dialog med kommunerne kan med fordel tage afsæt i samarbejder mellem flere vandværker eller i jeres vandråd. Og husk, at I kan søge rådgivning i sekretariatet – og få en rådgiver ud på jeres vandrådsmøde for at holde oplæg om, hvordan I kan agere.   

Kommende arrangementer

Udgivet 25. sep. 2024