Gå til indhold

Sikke et brag af et Folkemøde 

Rigtig god modtagelse af Danske Vandværkers Drikkevandstelt på Folkemødet på Bornholm

Vi er helt blæst bagover af den modtagelse Danske Vandværker fik på det netop overståede Folkemøde på Bornholm.

For første gang har vi haft eget telt – Drikkevandsteltet – med en stribe af aktiviteter. Fra morgen til aften lagde hundredvis af vandinteresserede folkemødegæster vejen forbi teltet til politiske debatter, hvor der plads til både folkelighed og faglighed.  

Fra stolerækkerne blev der sendt spørgsmål og synspunkter afsted til politikere og fagfolk i panelet, uanset om emnet var PFAS, Kampen om arealerne, Vand til den grønne omstilling, Grundvandsparker og grundvandsbeskyttelse, Spildevandsslam og om Danmark har en førerposition på vandteknologi.  

Ikke mindst var der spørgsmål til Magnus Heunicke, som lørdag middag stillede op til en samtale om opgaver og fokusområder som miljøminister. 

Det demokratiske ejerskab til vores vand fik også stor opmærksomhed i Drikkevandsteltet. Vi talte og delte viden om, hvad der skal til for at flere får mod på at involvere sig i et af de knap 2.000 forbrugerejede vandværker – også de yngre generationer. 

Endelige var der blandt folkemødegæsterne stor iver efter at få gode råd til at spare på vandet i boligen og i haven. Midt i en tørke, var der naturligvis også bekymring for, om der mon er vand nok? Det gav anledning til stribevis af samtaler med folkemødegæster, som samtidig kunne slukke tørsten i det gode bornholmske drikkevand.   

Fra Danske Vandværker skal der lyde en stor tak til alle jer, der lagde vejen forbi Drikkevandsteltet.

Også tak til alle politikere samt samarbejdspartnere fra organisationer og forskningsinstitutioner, som så velvilligt delte af deres viden og synspunkter.

Sidst men ikke mindst en stor tak til de dygtige og velforberedte moderatorer, der på professionel vis balancerede debatterne, så alle kom til orde.

Det har været en kanon-fantastisk-uovertruffen oplevelse.

 

Udgivet 20. jun. 2023