Ny takstbekendtgørelse vedtaget
Nu er ‘Bekendtgørelse om anmeldelse og godkendelse af almene vandforsyningers regulativer og anlægs- og driftsbidrag m.v.’ godkendt. Nedenfor kalder vi den blot Takstgodkendelsesbekendtgørelsen.
Herunder finder I de væsentligste ændringer, som er vigtige at forholde sig til, når bekendtgørelsen forventeligt træder i kraft:
Fra 1. januar 2025
Regulativgodkendelse
Hvile-i-sig-selv (HISS) princippet vil blive mere tydeligt. Det vil hjælpe både vandværkerne og gøre det lettere for de kommunale sagsbehandlere at forstå og godkende regulativet. Præciseringen sker på følgende måde:
- Vurderingen af, om HISS er overholdt, vil ske ud fra et kontantprincip. Der ses derfor kun på likvider i form af kapitaltilgang og kapitalafgang. Dette er også tilrettet i Vandforsyningsloven, hvorfor man fremover ikke skal inddrage afskrivninger.
Ved godkendelse af et regulativ bliver der et udvidet krav til de oplysninger, der skal leveres til kommunalbestyrelsen. Kravene findes i bekendtgørelsens bilag 1 og betyder i praksis, at ændringer fra tidligere regulativer skal angives, og der skal leveres en liste, hvor det fremgår, hvor alle vilkår har deres hjemmel.
Det bliver nu muligt at anmelde ændringer i et regulativ, hvis en række betingelser er overholdt. I praksis betyder det, at væsentlige ændringer ikke kan anmeldes, men kræver godkendelsesprocessen. Grænsen for væsentlighed er relativt lav, når vi taler om regulativer, da næsten alt indhold er væsentligt. Da en anmeldelse omhandler ændringer af mindre karakter, har kommunalbestyrelserne fået en frist på 4 uger til at kontrollere anmeldelsen.
De vigtigste betingelser for at kunne anmelde er:
- Regulativet, der ændres i, skal tidligere være godkendt.
- Regulativet må ikke mangle påkrævede oplysninger (i henhold til listen i § 4).
Takstgodkendelse
De nye regler betyder, at takster skal indsendes senest 6 uger inden deres opkrævningsperiode starter.
Godkendelsesprocessen er dog blevet lidt tungere, da der i bilag 2 er oplistet en række krav til oplysninger, der skal indsendes. Det mest væsentlige er:
- Oplysninger om bidragene (periode, størrelse osv.)
- Gældende regulativ
- Regnskaber
- Beregningsgrundlaget (herunder akkumuleret likviditet)
- Andre oplysninger, der kan have relevans for vurderingen af, om taksterne er lovlige. Kommunalbestyrelsen får her en ret bred hjemmel til at kunne påbyde vandforsyningen at indsende de oplysninger, de selv mener er relevante for deres vurdering.
Det er nu også blevet muligt at anmelde ændringer i takstbladet, hvis en række betingelser er opfyldt.
Betingelserne for anmeldelse er i hovedtræk:
- Der må ikke være væsentlige ændringer.
- Taksterne skal have været godkendt inden for de seneste 3 år. Med andre ord skal man igennem den store proces hvert 3. år.
- Der må ikke have været en forventning om ureglementeret overdækning i sidste godkendelse. Her er der tale om overdækning, der går ud over det forsvarlige kapitalberedskab.
- Der må ikke have været nogen orienteringer om vandværket fra kommunalbestyrelsen eller Vandsektortilsynet.
Ligesom ved regulativet er det nu fastslået, at kommunalbestyrelsens opgave alene er en legalitetskontrol. Kommunalbestyrelsen får ligeledes ved anmeldelser en frist på 4 uger til at godkende dem.
Fra 1. januar 2027
Regulativgodkendelse
- Det bliver et krav, at alle betingelser om opgørelse af bidrag skal fremgå af regulativet.
- Alle vilkår for opkrævning af renter eller gebyrer skal være ens for forbrugerne. For eksempel kan vandværket kun opkræve morarenter ved forsinket betaling, hvis forbrugeren også kan opkræve renter ved forsinket tilbagebetaling.
- Alle renter og gebyrer, der opkræves med hjemmel i renteloven, skal fremgå eksplicit af regulativet.
- Alle betingelser for forsyning af vand og opkrævning af betaling herfor skal fremgå direkte af regulativet.
Med andre ord skal alt have hjemmel i regulativet. Vi har opdateret vores branchevejledning (regulativet) til så det stemmer overens med de kommende krav.