Ny politisk aftale om sprøjtemidler
Fløjlshandskerne skal af, så vi får ryddet op i de uønskede stoffer, der truer vores grundvand. Når det er sagt, så er der dog mange gode takter i den nye sprøjtemiddelstrategi.
Kemiske sprøjtemidler skal ikke havne i grundvandet, og derfor er det glædeligt, at et bredt flertal i Folketinget netop har vedtaget en ny aftale for brugen af sprøjtemidler for de kommende fem år.
Direktør i Danske Vandværker, Susan Münster, siger:
“Vi er meget glade for, at der er blevet lyttet til flere af vores forslag. Blandt andet lægges der op til en markant reduktion af pesticidbelastningen (PBI), som skal ned med 27 procent frem mod 2025. Vi er også meget tilfredse med, at der bliver afsat flere penge til kontrol af ulovlige sprøjtemidler. Og så er det rigtig godt, at VAP-systemet styrkes med 11,6 mio. kroner, på den måde får vi flere testmarker til at teste stoffer, inden de tages i brug”.
I vandværkernes brancheorganisation synes man også, at det er positivt, at aftalen lægger op til at følge forbruget af problematiske stoffer tæt og se på, hvordan man bedst muligt bruger ny teknologi i landbruget, så man kan reducere brugen af sprøjtemidler endnu mere.
“Selv om der er tale om gode takter i den nye aftale, er det afgørende, at man politisk tager fat om nældens rod og får ryddet op i de mange forurenende stoffer, der truer vores grundvand. Det gælder ikke kun sprøjtemidler fra landbruget, men også de mange skadelige kemikalier fra for eksempel industrien, forsvaret og byggeriet. Vi har virkelig brug for en samlet plan til at beskytte det grundvand, vi bruger til drikkevand, fastslår Susan Münster.