Gå til indhold

Nordjyske vandværker lægger sig sammen

De tre nordjyske vandværker Brovst, Halvrimmen og Arentsminde bliver fra årsskiftet lagt sammen. Sandsynligvis bliver Fredensdal Vandværk også en del af sammenlægningen, men det mangler den endelige godkendelse.

Bygger videre på et godt samarbejde

De fire vandværker har i forvejen haft et tæt samarbejde og vil fra årsskiftet blive fusioneret ind i selskabet Hovedforsyning for Brovst og Omegn a.m.b.a., som driver et større vandværk med otte boringer. Helt tilbage i 1984 besluttede Halvrimmen og Arentsminde og Brovst at lave et fælles indvindigsselskab for de tre vandværker. De voksende krav til vandkvaliteten og antallet af vandprøver betød desuden, at vandværkerne i 2004 besluttede at bygge et nyt vandværk.

Formanden for Brovst Vandværk Flemming Frost fortæller, at man med sammenlægningen håber at fremtidssikre vandforsyningen og forbrugerejerskabet.

Nu får vi en bedre mulighed for at rekruttere til bestyrelsen, fordi vi skærer ned til kun at have en samlet bestyrelse, lige som det har store fordele at samle administrationen et sted. Og så er det også helt afgørende, at vi kan have ansatte til at stå for daglig drift og vedligehold. Det er alfa og omega, at bestyrelsesmedlemmerne ikke også skal tage sig af den daglige drift”, siger Flemming Frost.

Han fortæller videre, at sammenlægningen skal ses i lyset af de stigende krav til at sikre vandkvaliteten, lige som forventningen er, at man med fusionen opnår en mere rationel drift på sigt.

Det nye vandværk får samlet 2.440 forbrugere, og de bliver sammenlagt 1. januar 2024, og der er generalforsamling i den nye forening til marts.

Udgivet 03. nov. 2023