Mulighed for meget tør sommer
Lyt til dit lokale vandværk, og brug vand med omtanke
Hvis det bliver en tør sommer, kan vi gøre meget for at sikre, at der er vand nok til alle.
I denne uge har DMI meldt ud, at der er høj risiko for tørke i store dele af landet: Sommerprognosen peger nemlig på, at der ikke kommer meget nedbør. Og hvis prognosen holder vand, kan vi ende i en situation, der minder om sommeren 2018, hvor Danmark blev ramt af den alvorligste tørke i nyere tid.
Derfor er det klogt at udvise rettidig omhu og allerede nu forberede, hvordan vi kommer bedst muligt igennem en potentielt meget tør sommer.
”Tidligere erfaringer viser, at en tørkeperiode sjældent rammer vandforsyningen ens over hele landet: Mens nogle kan opleve at have rigeligt med vand, så kan det komme til at knibe i andre områder. Derfor er det vigtigt, at vi som forbrugere efterlever vandværkernes anbefalinger. Det er nemlig de lokale vandværker, der har det bedste overblik over, hvor meget vand man kan levere, og hvilken betydning det for eksempel kan have at sprede efterspørgslen ud”, siger direktør i Danske Vandværker Susan Münster.
Hvis vi ser ind i en tørkeperiode, kan vi allerede nu forberede os bedst muligt på, hvordan vi kommer bedst muligt igennem. En længerevarende periode uden regn gør, at nogle vandværker vil have svært ved at følge med efterspørgslen.
”Her er det meget vigtigt, at vi respekterer, at mennesker og dyr selvfølgelig har fortrinsret til vand. Vi bør derfor tænke os om, når vi ønsker at bruge vand til andet end drikkevand, hvis vi bor i områder med sparsom vandkapacitet eller -ressourcer. Men fordi situationen kan være meget forskellig fra egn til egn, så er det vigtigt, at vi lytter til vores lokale vandværk”, siger Susan Münster.
De tre vigtigste råd er:
- Lyt til dit lokale vandværk, og følg anbefalingerne
- Brug vand med omtanke
- Vand kun, hvor det er absolut nødvendigt og kun tidlig morgen eller sen aften. Udover havevanding er badebassiner også en af de helt store vandsyndere i varmen.
Læs flere gode råd her: Havevanding: Brug vandet med omtanke