Gå til indhold

Minister besøger PFAS-ramte boringer

Danske Vandværker har sat miljøminister Magnus Heunicke stævne på Tune Vandværk til en god dialog om udfordringer og muligheder for fremtidens drikkevand.

Miljøminister Magnus Heunicke og driftsleder Kurt Ardal Larsen på vej ud mod drikkevandboringerne. Danmarks Radio fulgte ministeren samme dag.

Solen hænger lavt på himlen, da miljøminister Magnus Heunicke træder ud af ministerbilen og sammen med Danske Vandværkers direktør Susan Münster og landsformand Jan Andersen besøger nogle af Tune Vandværks boringer og skovstykket, der er opført for at beskytte mod pesticider. Miljøministeren har taget imod Danske Vandværkers invitation til at bruge en sen eftermiddagstime den første fredag i marts på at få lidt jord under skosålerne og opleve et af de mange vandværker, som hver dag sikrer, at alle danskere kan tappe rent vand fra hanen.

Alle vågne timer

Driftsleder på Tune Vandværk Kurt Ardal Larsen fortæller ministeren om vandværkets udfordringer med PFAS, der startede for halvandet år siden, og som nu betyder, at fire boringer er blevet lukket, heriblandt to spritnye:

”De nye grænseværdier for PFAS betød, at alt forandrede sig på et splitsekund. Vi bruger alle vores vågne timer på at håndtere PFAS-forureningen,” siger Kurt Ardal Larsen, mens han viser boringerne frem.

Miljøminister Magnus Heunicke besøger Tune Vandværk.

Tune Vandværk er et godt eksempel på den sammensatte opgave, det er at levere rent drikkevand. Sammen med Kurt Ardal Larsen giver bestyrelsesformand for Tune Vandværk Lennart Frølund miljøministeren et førstehåndsindblik i de udfordringer og muligheder, som optager forbrugerejede vandværker over hele landet.

Vi skal PFAS-udfordringen til livs

Susan Münster bruger tiden med Magnus Heunicke til at sætte fokus på de opgaver, som det er særligt vigtigt for os, at miljøministeren er med til at løse.

”Besøget i dag viser, hvorfor det er vigtigt at sætte handling bag de mange gode intentioner i regeringsgrundlaget,” slår Susan Münster fast og opfordrer ministeren til at samle alle relevante parter om bordet, når handlingsplanen for PFAS skal formuleres.  

Miljøminister Magnus Heunicke besigtiger drikkevandsboring på Tune Vandværk.

Miljøministeren annoncerede på et samråd om PFAS i slutningen af februar, at Miljøstyrelsen er i gang med at samle den eksisterende viden om PFAS. Overblikket vil danne grundlag for en prioriteret og strategisk indsats for at løse PFAS-udfordringerne i Danmark og skal sammen med det forventede EU-forbud mod en række PFAS-stoffer sætte en prop i udledningen.

Grundvandsbeskyttelse med plads til natur

Samtalen med ministeren kommer også omkring grundvandsbeskyttelse både i forhold til boringsnære beskyttelsesområder og grundvandsparker. For selv om vi ønsker at forlænge processen med de frivillige aftaler for boringsnære beskyttelsesområder, kræver det samtidig politisk handling.

”Et år mere skal ikke være en sovepude, det er den boringsnære beskyttelse alt for vigtigt til,” understreger Susan Münster.

Ministeren spørger med stor interesse til, hvorfor vi anbefaler lokale aftaler – for er det ikke mindre ambitiøst, end at gå lovgivningsvejen?

Miljøminister Magnus Heunicke og driftsleder Kurt Ardal Larsen.

”En ting er, at lovgivning tager lang tid. Men vi har også et ansvar for at de aftaler, som er i gang, ikke går i stå. Vi vil gerne have, at parterne selv finder hinanden, men lige nu afventer alle,” siger Susan Münster.  

Ud over de boringsnære beskyttelsesområder er der også behov for en bredere beskyttelse af de områder, hvor grundvandet bliver dannet – det, vi kalder grundvandsparker.

”Her har vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening og DANVA foreslået, at cirka fem procent af Danmarks areal skal fredes, så vi passer på de områder, hvor grundvandet bliver dannet. Områderne kan så bruges til natur eller skovrejsning,” fortæller Susan Münster og understreger:

”Det er vigtigt, at vi ikke dør i kortlægning, men at vi får nogle initiativer i gang.”    

Tæt på vores virkelighed

Landsformanden er glad for dialogen med miljøministeren:

”Det er meget positivt, at ministeren har prioriteret at besøge et af vores vandværker, så han kunne komme helt tæt på vores virkelighed. Tune Vandværk er også et godt eksempel på, hvordan vandværker kan samarbejde om at fremtidssikre drikkevandet,” siger Jan Andersen, og Lennart Frølund uddyber med henvisning til sammenslutningen af vandværker i Greve Kommune og HOFOR, hvor alle betaler 25 øre pr. kubikmeter vand til en pulje, der går til opkøb af jord. Solen er gået ned, da miljøministeren siger farvel. Besøget på Tune Vandværk sætter fokus på mange af de udfordringer og muligheder, som ligger på ministerens bord, når det kommer til at beskytte og sikre fremtidens drikkevand. Og ministeren lægger op til, at Danske Vandværker skal bidrage i det fortsatte arbejde for at sikre drikkevandet.

Udgivet 06. mar. 2023