Miljøminister: Kommunerne skal sikre beskyttelsen i BNBO til tiden
Danske Vandværker har med stor ærgrelse konstateret, at flere kommuner bevidst planlægger ikke at overholde fristerne for beskyttelsen af BNBO. Derfor har vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening henvendt os til miljøministeren, som nu har taget sagen op og mindet kommunerne om deres ansvar for at beskytte grundvandet inden 1. marts 2025.
Den nye lov om BNBO er helt tydelig: Fra 2025 er det kommunernes opgave at udstede et påbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider – og det skal ske senest den 1. marts 2025. BNBO-loven fastslår kommunernes ansvar for at sikre beskyttelsen af grundvandet i de områder, kommunerne selv har risikovurderet til at skulle beskyttes – og ansvaret for at følge op med påbud, hvis der ikke kunne indgås frivillige aftaler.
Når flere kommuner i praksis lægger op til at se bort fra BNBO-lovgivningen, der ellers en gang for alle skulle slå en streg i sandet og sikre vores fælles ressource, er det derfor dybt problematisk.
”Kommunerne har nu fået ansvaret for at sikre beskyttelsen af drikkevandet i de områder, de selv har risikovurderet og udpeget som områder, hvor det er nødvendigt med en indsats. Når man så ser, at der med åben pande arbejdes frem mod ikke at overholde deadline, må man spørge sig selv, om kommunerne tager ansvaret for drikkevandet alvorligt. Og om der i sidste ende er behov for meget tydelige sanktioner, hvis ikke kommunerne lever op til det, de skal”, siger Danske Vandværkers landsformand Jan Andersen.
Miljøministeren har efterfølgende taget sagen op og skriver i et brev til Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening, at han deler bekymringen og slår fast, at det er en bunden opgave for kommunerne at sikre beskyttelse af BNBO inden for den i BNBO-loven fastsatte tidsfrist.
Han slår også fast, at hvis kommunerne ikke overholder tidsfristerne, som er fastsat i lovgivningen, vil Miljø- og Ligestillingsministeriet melde de pågældende kommuner til Ankestyrelsen, som fører tilsyn med kommunerne.
”Jeg er meget glad for, at ministeren tager sagen alvorligt. Konsekvensen, hvis opgaven ikke prioriteres lokalt, er, at vi så går ind i endnu en sæson, hvor der sprøjtes med pesticider. Det er altså grundvandet og i sidste ende drikkevandet, der betaler prisen, siger Jan Andersen. Han fortsætter:
”Det bør ikke betragtes som et valg, hvorvidt man vil overholde deadline eller ej. Derfor kan det også blive nødvendigt, at ministeren igen indskærper over for kommunerne, at de naturligvis skal leve op til deres ansvar for at fremtidssikre drikkevandet. Vi følger udviklingen tæt og vil holde ministeren på tæerne, så det bliver sikret, at vi får beskyttelsen i hus til tiden,” siger Jan Andersen.