Jeg giver en forening i topform videre
Der er en første gang for alt. Og en sidste gang. Denne leder bliver den sidste fra min hånd, for min tid som landsformand for Danske Vandværker er slut.
Gennem de seneste år har vi bevidst fokuseret på planlagte generationsskifter i foreningens politiske ledelse. På den måde sikrer vi stabilitet og udvikling – begge dele er nødvendigt.
Jeg overlader nu stafetten til et godt mix af erfarne og helt nye ansigter. De skal nu stå på broen og styre skibet gennem udfordringer og lægge til kaj dér, hvor mulighederne er for at fremme
medlemmernes og foreningens behov og vilkår. Jeg selv vil helt trygt sætte mig på passagerdækket og nyde rejsen mod nye initiativer.
Og jeg bør vel gøre status! Jeg vil tænke tilbage på mange spændende og lærerige år sammen med jer. Jeg vil også huske de mange interessante personer både i og uden for foreningen, som på den ene eller anden måde har beriget, udfordret og gjort mødet om vores gode danske drikkevand til uforglemmelige oplevelser.
Og jeg vil med et smil på læberne sende en stor tak til de mange ildsjæle på vand- værkerne i hele landet, som har været med på rejsen.
Jeg er stolt over, at vi sammen har skabt en forening i topform – en forening, som leverer imponerende resultater.
Det er svært at fremhæve en enkelt situation eller episode. Vi må blot glæde os over, at vi i fællesskab har støvet foreningens image af, så vi nu oplever, at medierne og politikere ser os, lytter og inviterer os med der, hvor vi kan få indflydelse på vores mærkesager.
Vi har mange varer på hylderne, som medlemsværkerne kan hente og bruge, så deres hverdag bliver lettere, og der er generel høj medlemstilfredshed.
Bestyrelserne ude på de mange vandværker gør en uvurderlig indsats – hver eneste dag. Foreningens politiske organer har fundet et godt koncept for blandt andet samarbejde og evaluering. Og vi har et kompetent sekretariat, der trækker fra og får tingene til at ske.
Vi står i dag på en helt anden platform end for blot få år siden, og derfor er jeg også meget stolt over, at jeg nu giver en forening i topform videre til den nye landsformand og nye politiske ledelse.
Der er virkelig tale om nye ansigter. De seneste år har vi sagt goddag til en række nye ansigter ved generalforsamlingerne i de fem regioner. Nyt er positivt og giver mulighed for at kigge på foreningen på en helt ny måde.
Det er selvfølgeligt lidt vemodigt ikke at være den person, der udstikker kompasretningen. Men ved I hvad? Jeg er meget tryg ved, at det nye hold med ildhu og kompetence vil styre skibet endnu længe- re fremad og finde de kajpladser, der kan gavne os alle.
Jeg siger tak for samarbejdet og tilliden og ønsker jer alle held og lykke i fremtiden.