Innovativ løsning sikrer PFAS-frit drikkevand i Tune
Tekst og foto er fra Silhorko
Tune Vandværk er det andet vandværk i Danmark, hvor ionbytningsteknologi fra Silhorko renser drikkevandet for PFAS.
Der er godt nyt til de 6.700 borgere i Tune Vandværks forsyningsområde. Et ionbytningsanlæg er installeret på Tune Vandværk, der sikrer, at det drikkevand, som vandværket sender ud til forbrugerne, er fri for de problematiske PFAS-stoffer.
I 2022 opdagede Tune Vandværk, at drikkevandsboringerne i området var hårdt ramt af PFAS. Prøver af vandet viste en kombination af flere forskellige PFAS-stoffer, hvoraf tre – PFOS, PFOA og PFHxS – lå over den skærpede grænseværdi.
Tune Vandværk gik sammen med Region Sjælland om at håndtere PFAS-forureningen, og de tog straks kontakt til vandbehandlingsvirksomheden Silhorko, der sidste år hjalp Fanø Vandværk med lignende problemer.
Succesfuldt pilotforsøg
Sammenlignet med vandet på Fanø, indeholdt vandet i Tune markant flere PFAS-stoffer. Derfor blev et pilotprojekt igangsat for at teste, om ionbytningsteknologien også ville være den optimale løsning i Tune.
”Vi havde en stærk formodning om, at ionbytning var vejen frem. Men vi måtte give det en virkelighedstest for at være 100 procent sikre,” udtaler Kåre Andersen, der er salgsingeniør hos Silhorko på Sjælland.
Pilotforsøget bekræftede at rensningen fjernede samtlige PFAS-stoffer så effektivt, at de ikke længere kunne måles i vandet.
Nyt ionbytningsanlæg sat i drift
“Rensning af PFAS-forurenet vand er komplekst, og der findes ikke en ”one size fits all”-løsning. Det er sammensætningen af stoffer i vandet, der afgør, om kul eller ionbytning er det bedste valg. Men med de overbevisende resultater vi har set på Fanø og i Tune, vil ionbytning helt klart spille en vigtig rolle i løsningen af fremtidens udfordringer,” slutter Kåre Andersen.