Forurening af grundvandet som følge af jordudlægning
Danske Vandværker har i et brev til miljøministeren givet udtryk for bekymring for risiko for forurening af grundvand som følge af jordudlægning.
Brevet blev sendt på baggrund af konkrete sager blandt vores medlemmer i bl.a. Gribskov og Horsens Kommuner.
Danske Vandværker opfordrede i brevet til at:
- det blev indskærpet over for kommunerne, at de har en tilsynspligt
- reglerne for jordudlægning bliver strammet op
- jordflytningsbekendtgørelsen opdateres
- der indføres tidssvarende krav til test af jorden for blandt andet PFAS og pesticider
- der stilles nye krav til, at jord til udlægning på områder med drikkevandsinteresser fremover suppleres med en udvaskningsprøve
- BNBO betragtes som et særligt følsomt område ud fra et forsigtighedsprincip, og det indskrives i samme paragraf om råstofgrave i jordforureningsloven, jf. § 52, at der ikke må tilføres såvel forurenet som uforurenet jord på området.
I kan genlæse brevet til miljøministeren og svaret fra ministeren.
Ministeren forholder sig i svaret primært til, at det er kommunerne, der bør løfte deres tilsynspligt, samt at man lige nu er i gang med at se på, om PFAS skal være en del af analysepakken.
I forlængelse af ministerens svar vil Danske Vandværker tage kontakt til KL for at drøfte, hvordan det sikres, at kommunerne lever op til deres tilsynspligt.
Danske Vandværker arbejder desuden fortsat for, at der bør være krav om, at jord til udlægning på områder med drikkevandsinteresser fremover suppleres med en udvaskningsprøve, samt at BNBO bør betragtes som et særligt følsomt område ud fra et forsigtighedsprincip, og derfor bør indskrives i paragraffen om råstofgrave i Jordforureningsloven.