Er du under 40 år og medlem af en vandværksbestyrelse?
Nyt netværk venter på dig!
Vil du udvikle dine kompetencer og få mere indflydelse? Drømmer du om at blive valgt ind i bestyrelser? Kunne du tænke dig at mødes med medlemsvalgte fra andre demokratiske virksomheder i samme situation som dig? Vil du være med til at gøre det mere attraktivt for flere unge at stille op og blive valgt?
Som noget helt nyt kan du komme med i et landsdækkende netværk for yngre valgte. Her kan du blive en del af et fællesskab af engagerede, yngre demokratisk valgte med behov, udfordringer, ambitioner og drømme som dig.
Storstilet udviklingsprogram
Netværket indgår i det storstilede udviklingsprogram Demokratisk TalentLAB, som fra 2023-2025 skal få langt flere unge engagerede og valgt ind i demokratiske virksomheder og andre frivillige foreninger.
Sammen med ungeorganisationer, store demokratiske virksomheder og med Tuborgfondet i ryggen driver Tænketanken Demokratisk Erhverv udviklingsprogrammet, der skal bygge bro over generationskløften og udvikle medlemsdemokratiet i Danmark.
1. Netværksmøder: Mød andre som dig og bliv inspireret
Netværket mødes hver anden måned fysisk eller digitalt, og hver gang kommer der inspirerende oplægsholdere. Det kan f.eks. være forpersoner fra bestyrelser, direktører fra demokratiske virksomheder, eksperter i kommunikation, personlig gennemslagskraft, jura og økonomi.
I Tænketanken vil vi lægge op til, at møderne bliver dialogorienterede, involverende og inspirerende. Vi planlægger og står for møderne, og du og de andre deltagere i netværket er selv med til at bestemme, hvilke emner vi skal tage op, og hvem vi skal invitere til at holde oplæg.
2. Uddannelse: Styrk dine kompetencer
Som medlem af netværket tilbyder vi dig en række kompetencegivende uddannelsesmoduler. Vi designer modulerne med udgangspunkt i jeres behov. Vores udgangspunkt er, at uddannelsen skal kvalificere dig til at blive valgt ind i bestyrelser, styrke din indflydelse og give dig kompetencer, som du også kan bruge i andre sammenhænge.
3. Mentor: Få en personlig rådgiver
Vi tilbyder alle i netværket en mentor. I vores mentorkorps indgår erfarne bestyrelsesmedlemmer fra demokratiske virksomheder, og gennem dialogen med din mentor kan du også være med til at påvirke din mentors forståelse for, hvor vigtigt det er at inddrage unge og få flere unge valgt ind. Vi sørger for at skabe det helt rigtige match mellem dig og din mentor.
Vil du være med?
Hvis du vil være med, skal du sende en kort ansøgning med oplysning om, hvilken organisation du er valgt ind i, og hvorfor du gerne vil være med i netværket. I vores vurdering prioriterer vi personligt drive, demokratisk engagement og ønsket om at være med til at få flere unge valgt ind.
Send en ansøgning på talentlab@demokratiskerhverv.dk
Læs mere om Demokratisk TalentLAB, se hvad vi har på programmet til de første netværksmøder, og hvilke uddannelsesmoduler du kan komme med på.