Debat: Der skal ikke tjenes penge på drikkevand

Siden regeringen i 2016 offentliggjorde sin forsyningsstrategi, har privatisering og kommercialisering været en evigt nærværende trussel mod forsyningssektoren, skriver Susan Münster. Men ejer og forbruger af vandværket bør forblive den samme.

I disse dage, hvor luften er mere end tyk med spekulationer omkring Ørsteds salg af Radius, falder det helt naturligt, at vi debatterer, hvem der skal eje el, varme og vand her i landet.

 

I Danske Vandværker mener vi i al ydmyghed, at vi arbejder med noget af det vigtigste for os alle – nemlig drikkevandet. Uden vand – intet liv. Så kort kan det siges, og vi er ikke i tvivl om, at det fortsat er danskerne, som skal eje vores fælles drikkevand.

 

Truslen over forsyningssektoren

Siden regeringen i 2016 offentliggjorde sin forsyningsstrategi, har privatisering og kommercialisering af sektoren været en evig nærværende trussel. Mange forskellige aktører i diverse tænketanke har ivrigt diskuteret, hvilken ejerform der er bedst for samfundet. I Danske Vandværker mener vi, at ejerskab på borgernes hænder er nøglen til at opretholde vores effektive og innovative forsyningssektor.

I dag er forsyningsselskaberne demokratisk ejede, enten direkte af forbrugerne eller indirekte af borgerne i kommunerne.
Vi mener, at forsyningssektoren også i fremtiden skal være underlagt demokratisk ejerskab, så vi undgår, at vores fælles ressourcer bliver genstand for profitoptimering, som blot vil gøre priserne højere. På den måde undgår vi også, at ejerkredsen flyttes uden for landegrænsen via udenlandske kapitalfonde.

 

Kommercialisering vil betyde nedslidte forsyninger

De danske pensionskasser bliver ofte nævnt som mulige ejere. De er, så vidt jeg forstår, også nævnt som mulige købere af Radius. Det er da så absolut en løsning, at pensionskasserne fremover skal eje forsyningerne.

 

Problemet er bare, at vi alle forventer afkast på vores pensionsmidler. Kommercialisering af drikkevandssektoren øger risikoen for, at vandforsyningerne vil blive presset til at holde igen med renoveringer for at tilfredsstille ejerens ønske om at kunne trække overskud ud. Det viser bitre erfaringer fra udlandet, og næsten 1.000 gange har byer og borgere i udlandet vendt privatiseringer om og afprivatiseret.

 

Jeg ved godt, at finansminister Kristian Jensen (V) siger, at regeringen med lov vil sikre, at eventuelle nye ejere påtager sig en række forpligtelser over for staten. Problemet er bare, at vi før har set, at politiske intentioner ikke bliver fulgt til dørs, når de skal implementeres i form af reel lovgivning.

 

Bevar hvile i sig selv-princippet

Det er vigtigt, at vi forholder os til, hvem der skal levere de samfundsmæssige kerneydelser, vi tager for givet i vores dagligdag. Og vi synes, der opstår en god synergi, når ejer og forbruger af vandværket er den samme.

 

Ejeren vil have et effektivt og veldrevet vandværk, forbrugeren vil have sit drikkevand til den bedst mulige pris, uden at det går ud over kvalitet og forsyningssikkerhed.

 

Jeg mener, at politikerne bør lytte til danskerne, og danskerne ønsker ikke, at det gøres muligt at tjene penge på vores fælles drikkevand. Vores forsyningsmodel er ganske unik, da den ud over at sikre lave priser også bidrager til grøn omstilling og lokale arbejdspladser.

 

Det korte af det lange er, at drikkevand ikke må gøres til en handelsvare, og derfor skal vi bevare hvile i sig selv-princippet. Og beholder vi princippet om, at man ikke skal kunne tjene penge på drikkevandet, er der kun én vej at gå. Nemlig at bevare forsyningerne på borgernes hænder.

 

Spørgsmål?

Kontakt direktør Susan Münster

 

Tlf. 30 10 36 00

Publiceringsdato: 14/12 2018