Hjem ~ Nyheder ~ Da der gik vandkamp i valgkampen

Da der gik vandkamp i valgkampen

Debatindlæg af Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker, bragt i Ingeniøren, 6. marts 2026.

Folketingsvalget i 2026 vil gå over i historiebøgerne af flere årsager: Set fra drikkevandets perspektiv primært fordi valget handlede om det vand, vi drikker nu og i fremtiden, fra valgkampens første dag til den sidste.

Drikkevand har tidligere haft svært ved at få den helt store opmærksomhed. Måske fordi uenighederne har været forsvindende små: For på de store linjer mangler konflikten måske lidt; alle vil som udgangspunkt gerne det rene drikkevand.

I valgkampen 2026 betød den politiske uenighed om processen, at rent drikkevand blev et af de temaer, der virkelig fyldte i valgkampen. Uenigheden handlede ikke om, hvorvidt vi skal kunne sikre rent drikkevand nu og i fremtiden. Uenigheden gik på forståelsen af, hvad der skal til, for at drikkevandet også er trygt at drikke fremover.

Bagtæppet for debatten var myndighedernes egen analyse, der som en del af aftalen om et Grønt Danmark – bedre kendt som den grønne trepart – skulle vise vejen til, hvordan det grundvand, vi skal bruge til drikkevand skal sikres nu og i fremtiden. For mens nogle såede tvivl om rapportens uvildighed og konklusioner, gav den for resten af os svaret på, hvad 27 års fejlslagen drikkevandsbeskyttelse havde manglet, og hvad der skal til for fremover at sikre det rene drikkevand.

Uanset hvad, så gav den politiske procesuenighed og forskellen i problemtilgang grobund for en bred samtale om, hvor, hvor meget og hvornår der skal sættes ind, hvis vi også skal have rent vand uden behov for videregående vandbehandling (altså rensning) i fremtiden. Det er vigtigt, at der bliver taget stilling politisk, og valgets tale var helt klar: Vi skal have et sprøjteforbud til beskyttelse af vores drikkevand de steder, hvor grundvandet dannes og er sårbart. Det er helt afgørende for vandværkernes mulighed for også fremover at kunne levere drikkevand til danskerne, der kun skal iltes og filtreres helt enkelt, før det kan drikkes.

Men valgkampen gav også mange en utilsigtet og ubegrundet frygt for at drikke vand fra hanen. For skillelinjen mellem det grundvand, der er truet og som skal sikres, på den ene side, og så vandet i hanen på den anden, som lever op til myndighedernes krav og som vi roligt kan drikke, blev forplumret lidt i valgkampens hede. Man kunne læse artikler og se TV-indslag om folk, der installerede vandrensning hjemme, uden måske at være helt oplyste om, hvad et hjemmefilter er og måske i højere grad ikke er svaret på. For helt overvejende er der ingen grund til, at man begynder at lege vandværk i sit eget hjem. Vandværkerne har helt styr på deres opgave, og det er bedst at overlade vandværkerne ansvaret for leverancen af drikkevand.

For mig er det vigtigt at understrege, at der er himmelvid forskel på grundvand og drikkevand: Truslen mod grundvandsressourcen særligt de steder, hvor grundvandet er sårbart og bliver dannet, skal tages dybt alvorligt og kræver handling og regulering. Men det handler ikke om, at man skal være bange for at drikke vand fra hanen.

Vi har brug for politikere, der sikrer det grundvand, som vi nu og i fremtiden skal bruge som drikkevand. Vi har brug for vandværker, der leverer drikkevand til os alle sammen. Og vi har brug for, at vi som befolkning roligt drikker vandet fra hanen, samtidig med at vi insisterer på, at det privilegie også skal sikres for kommende generationer.