Danske Vandværker sætter beredskab på spil
Danske Vandværker vil give medlemmerne en anderledes og legende måde at diskutere beredskab gennem et nyt spil. Repræsentanter fra flere vandværker fik i maj mulighed for at prøve det af.
Hvad gør vandværkerne, når krisen rammer? Hvad skal der ske, hvis hackere får adgang til værkets systemer, eller vandværket oversvømmes efter et skybrud? Og hvem har ansvar for hvad?
Det vil Danske Vandværker forsøge at ændre og har derfor udarbejdet et spil, der sætter dialogen om beredskab i gang.
“Spillet skal få flere vandværker til at lave beredskabsøvelser, men det skal også vise, at en øvelse ikke behøver at være et kæmpestort projekt hver gang. Det kan også ske ved at sætte en time ekstra af efter et bestyrelsesmøde til at spille,” siger Samuel Hanhart, der i forbindelse med sin uddannelse til Katastrofe- og Risikomanager har udviklet spillet for Danske Vandværker.
Samuel Hanhart påpeger dog, at spillet skal ses som ekstra materiale – det kan ikke erstatte en egentlig beredskabsøvelse.
Dilemmaspil
Spillet er et dilemmaspil, hvor deltagerne skal tage stilling til både deres nuværende beredskabsplan og forskellige opstillede beredskabssituationer. Spillet er inspireret af Hjemmeværnets spil ‘Robust’, men er blevet tilpasset vandværkers specifikke trusler og sikkerhedssituationer.
På skift trækker deltagerne et spørgsmål, hvorefter de andre gætter på, hvad hinanden har svaret.
“Spillet skal gøre det nemt at arbejde med beredskab. Selvom man ‘bare’ snakker om beredskab, kan man alligevel forbedre sin beredskabsplan væsentligt på den her måde, fordi man kan få identificeret huller i sin beredskabsplan og bliver inspireret til at gribe beredskab an på en ny måde,” siger Samuel Hanhart.
Lad spillet begynde
I slutningen af maj blev repræsentanter fra vandværkerne i Tune, Havdrup, Høng og Udsholt inviteret til en spilledag hos Danske Vandværker for at afprøve det nye beredskabsspil.
Efter en grundig introduktion af Samuel Hanhart gik spillet i gang.
Ved hvert dilemma kan deltagerne dele deres erfaringer, og det de undres over, og det er tydeligt, at hvert vandværk har deres egne behov og udfordringer i fokus, når det kommer til beredskab.
Da deltagerne spørger til, hvad de største trusler for netop deres vandværk er, falder snakken hurtigt på de forskellige jordarter i deres respektive områder.
Der er eksempelvis meget sand i sommerhusområderne ved Udsholt Vandværk, som giver problemer ved større mængder regn – et problem, der kan virke fremmed for eksempelvis Havdrup Vandværk, hvor jorden mest består af ler.
Spillets diskussioner giver også anledning til inspiration mellem vandværkernes repræsentanter. Driftsleder på Udsholt Vandværk, Ivan Begtrup, trækker næste spørgsmål, der lyder:
“Ved alle, hvad rollefordelingerne er i en krisesituation, og hvor de står nedskrevet?”
Der grubles omkring bordet, mens spillerne vurderes deres svar. Dog ikke Ivan Begtrup, der hurtigt er sikker i sin sag.
“Det ligger helt fast hos os, hvem der gør hvad. Vi har inddelt krisesituationer i niveauer, hvor det fremgår præcist, hvem der skal inddrages alt efter, hvor alvorlig situationen er,” fortæller Ivan Begtrup.
“Det er faktisk rigtig smart med niveauer, det har vi slet ikke tænkt på,” siger Kurt Ardal Larsen, driftsleder på Tune Vandværk, og de resterende nikker i enighed.
“Hvis krisen rammer, dur det jo ikke først at skulle diskutere, hvem, der gør hvad,” konkluderer Ivan Begtrup.
Tvinger dialog frem
fter et par timer er spillet slut.
Alle fire udtrykker begejstring for oplevelsen med spillet og påpeger vigtigheden ved at få talt om de udfordringer, et vandværk kan støde på.
“Jeg synes, det er superfedt. Der er jo ikke nogen, der kommer og stiller os de her spørgsmål normalt, så spillet tvinger os til at være mere bevidste om beredskab,” fortæller Jørgen Kauling, der er bestyrelsesmedlem i Havdrup Vandværk.
Også de garvede driftsledere omkring bordet, ser potentiale i spillet.
“Vi er så mange, der har rigtig meget viden fra vores erfaring, men den bliver glemt. Så det er rigtig godt at få rusket op i den viden,” siger Kurt Ardal Larsen.
Driftsleder på Høng Vandværk, René West Nielsen, stemmer i:
“Ja, vi kan jo bare se, hvor længe vi kunne snakke om det i dag,” siger han med et grin.
“Vi har fået bekræftet, at vi er på rette spor med spillet, og at det er noget, som vandværkerne faktisk har interesse for og kan se sig selv bruge,” fortæller Samuel Hanhart.
Sådan kan I spille
Du får seks dilemmaspørgsmål sammen med Vandposten
Sammen med Vandposten, september 2024, modtager du en lille pakke med seks dilemmaspørgsmål. Afsæt 30 minutter til at drøfte spørgsmålene på kortene. Det er en fordel, hvis både bestyrelse og eventuelle ansatte deltager i drøftelsen af dilemmaspørgsmålene.
Køb et spil med 44 dilemmaspørgsmål
Du kan købe spillet med 44 dilemmaspørgsmål og vejledning.
Prisen er 100 kr. pr. spil inkl. fragt. Køb spillet i vores medlemsbutik
Dilemmaspil i vandrådet
Book en af vores rådgivere til at facilitere en spiløvelse med fokus på beredskabssituationen.
Prisen er 1.500 kr. for en beredskabsøvelse på 1,5 time. Vandrådet skal købe nogle spil til en pris af 50 kr. / spil (I sparer fragten). Antallet afhænger af, hvor mange der deltager i spiløvelse.