Gå til indhold

Styrk jeres beredskab i krisetider

Truslerne mod kritisk infrastruktur er større end nogensinde før. Deltag på vores nye kursus, hvor I, gennem spil og dilemmadrøftelser, får inputs til, hvordan I som vandforsyning kan være beredt. 

Hvor ofte opdaterer vi vores beredskabsplan? Hvilke tiltag har vi taget i forhold til fysisk sikring? Hvis vandværket bliver lagt ned af telefonhenvendelser i en krisesituation, hvordan sikrer vi os, at vi kan ringe og koordinere selve krisen? 

 
Det er bare tre af de dilemmaspørgsmål, I kan støde på i Danske Vandværkers nye spil om beredskab. Et spil I kan bruge, til at få en dialog om sikkerhed, risici og beredskab på vandværket, og aftale handlinger på baggrund af jeres drøftelser.  
Borgerne er blevet bedt om at være beredte til tre dage uden strøm, vand og varme, og samtidig er nye retningslinjer til beredskab og it (NIS2- og CER-direktiverne) ved at blive implementeret i forsyningssektoren. Det stiller krav til jer som bestyrelse og jeres ansatte. Hvordan løfter I den opgave bedst muligt? Hvor skal I starte med at tage fat? Og hvordan kan I sikre jer bedst muligt mod en krisesituation og opretholde forsyningssikkerheden? 


Undervejs i kurset tager vi udgangspunkt i nogle af de dilemmaer og spørgsmål, som beredskabsspillet består af. Derfra vil I få en række handlepunkter, der kan hjælpe jer godt på vej med at sikre høj forsyningssikkerhed, og fortsat drift af vandværket, i tilfælde af en krise. Spillet får I efterfølgende med hjem, så I kan fortsætte drøftelserne hjemme i bestyrelsen.  
Med dette kursus vil I vende hjem med inputs og inspiration til at komme i gang med at sikre jeres forsyning mod det nye trusselsbillede.  

Udbytte

På dette kursus får du masser af inspiration og input til konkrete handlinger, du kan tage direkte med hjem og implementere på vandværket, så I er klar, hvis krisen skulle opstå. 

Målgruppe

Kurset henvender sig til både driftsansvarlige og bestyrelsen i vandværket. Det vil være en fordel, hvis I deltager flere fra samme vandværk, der kan drøfte dilemmaerne – og så flere af jer kender spillet, og kan fortsætte det derhjemme. Man kan dog også få en masse drøftelser og inspiration med hjem, selvom man deltager som enkeltperson. 

Indhold

På kurset gennemgår vi blandt andet: 

  • Nye krav til sikkerhed (NIS2 og CER) 
  • Den aktuelle beredskabssituation 
  • Gode fif og råd om beredskab 
  • Spørgsmål og dilemmadrøftelser fra beredskabsspil  

Underviser


Kenneth Lykke Karlsen, Studentermedhjælp hos Danske Vandværker. 

Forplejning

Ved aftenkurser serveres der en varm ret.
Ved halvdagskurser serveres en frokostanretning.
Dertil isvand og 1 genstand (øl eller sodavand) samt kage til kaffen efter maden.

Udgivet 09. sep. 2024