Den digitale og teknologiske vandsektor
Den teknologiske udvikling skaber nye muligheder for at styrke driften af de forbrugerejede vandværker gennem brug af data, sensorer og kunstig intelligens. Vandsektoren er allerede i gang med at implementere digitale løsninger, der kan optimere drift, beslutningsprocesser og ressourceanvendelse. Samtidig er vandværkerne på forskellige niveauer, når det gælder digital modenhed, og der er derfor behov for at styrke viden og kompetencer, så alle kan få gavn af udviklingen. For forbrugerne giver øget digitalisering blandt andet bedre forsyningssikkerhed, mindre vandspild, større gennemsigtighed og mulighed for at følge eget vandforbrug i realtid.
Danske Vandværker arbejder for, at medlemmerne kan udnytte de teknologiske muligheder og leve op til både forbrugernes og myndighedernes stigende forventninger til data og dokumentation. Nye krav til dataadgang og systemer skal indføres i tæt samarbejde med sektoren og med realistiske overgangsperioder. Samtidig stiller fund af miljøfremmede stoffer større krav til overvågning, styring og vandkvalitet, hvilket øger behovet for ny teknologi, også hos mindre vandværker. Derfor er løbende kompetenceudvikling af bestyrelser og driftsansatte en central opgave, så hele sektoren kan følge med den teknologiske udvikling og styrke den grønne omstilling.
Vi arbejder for følgende
Bedre rammevilkår for vandværkernes egenproduktion af grøn energi via solcelleanlæg
Hvad
Danske Vandværker ønsker at forbedre de økonomiske og regulatoriske rammer for vandværkers egenproduktion af vedvarende energi, så flere vandværker kan investere i solcelleanlæg og anvende den producerede strøm til egen drift.
Hvorfor
Vandværkerne er afhængige af en stabil og omkostningseffektiv energiforsyning for at kunne levere rent drikkevand til forbrugerne. Samtidig ønsker mange vandværker at bidrage til den grønne omstilling ved selv at producere vedvarende energi.
I dag er det primært rentabelt at anvende strøm fra solcelleanlæg, hvis anlæg og forbrug er placeret på samme matrikel eller har en meget tæt geografisk tilknytning. Hvis et vandværk ønsker at etablere et solcelleanlæg på en nærliggende mark eller et andet egnet areal, skal strømmen som udgangspunkt transporteres via det kollektive elnet. Det betyder, at vandværket pålægges elafgifter og nettariffer, selvom strømmen er produceret til eget forbrug. Det begrænser incitamentet til at investere i grøn energiproduktion og reducerer potentialet for en mere bæredygtig vandforsyning.
Hvordan
Danske Vandværker arbejder for, at reglerne for egenproduceret vedvarende energi indrettes, så vandværker får bedre mulighed for at anvende strøm fra egne solcelleanlæg, også når produktion og forbrug ikke er placeret på samme matrikel. Vi arbejder for en model, hvor betaling for brug af det kollektive elnet i højere grad afspejler den faktiske anvendelse af nettet, herunder den afstand strømmen transporteres mellem solcelleanlægget og vandværket. Målet er at skabe rammer, der gør det mere attraktivt for vandværker at investere i grøn energi, styrke forsyningssikkerheden og bidrage til den grønne omstilling uden unødige økonomiske barrierer.
Styrket digitalisering og anvendelse af data i vandsektoren
Hvad
Danske Vandværker ønsker at styrke de forbrugerejede vandværkers anvendelse af digitale løsninger, data og ny teknologi, så vandforsyningen bliver mere effektiv, robust og bæredygtig til gavn for både forbrugere og vandværker.
Hvorfor
Den teknologiske udvikling skaber nye muligheder for at sikre og udvikle den danske drikkevandsforsyning. Sensorer, automatisering, kunstig intelligens og databaserede beslutningsværktøjer kan bidrage til mere effektiv drift, bedre ressourceudnyttelse, færre driftsforstyrrelser og mindre vandspild.
Samtidig stiger forventningerne fra både forbrugere og myndigheder til adgang til data, dokumentation af vandkvalitet og gennemsigtighed om vandforbruget. Øget digitalisering giver forbrugerne bedre mulighed for at følge eget forbrug og understøtter en mere ansvarlig anvendelse af vandressourcen.
Da vandværkerne befinder sig på forskellige niveauer i den digitale udvikling, er det vigtigt, at alle vandværker får mulighed for at tage del i de teknologiske fremskridt og opbygge de nødvendige kompetencer til at anvende dem.
Hvordan
Danske Vandværker arbejder for at styrke medlemmernes viden og kompetencer inden for digitalisering, dataanvendelse og ny teknologi gennem kurser, netværk, rådgivning og videndeling. Vi understøtter implementeringen af digitale løsninger, der kan forbedre driften, reducere vandspild og styrke forsyningssikkerheden, samtidig med at de er anvendelige for både store og små vandværker.
Vi arbejder for, at øgede krav til dataadgang og dokumentation udvikles i tæt samarbejde med vandsektoren, så der sikres realistiske overgangsperioder samt standardiserede og åbne systemer, der kan kommunikere på tværs af leverandører og platforme.
Samtidig samarbejder vi med producenter, myndigheder og Dansk Standard om at fremme udviklingen af teknologiske løsninger, der understøtter vandværkernes behov for overvågning, dokumentation og håndtering af nye udfordringer som miljøfremmede stoffer. Målet er, at alle forbrugerejede vandværker kan udnytte teknologiens muligheder til at styrke både driften og servicen over for forbrugerne.
Væk med bøvl og unødig administration
Hvad
Det bør være enkelt at drive vandværk. De danske vandværker udfører en meget vigtig samfundsmæssig opgave, og lovgivningen på området bør gøres mere enkel og gennemskuelig. Reglerne for drift af vandværker er fortsat meget komplicerede, og vi arbejder løbende for, at politikerne forenkler lovgivningen.
Hvorfor
Bøvl og unødvendig administration tager tid og fjerner fokus fra at drive vandværket bedst muligt. Som ejer og forbruger har man krav på det bedste vand til den bedst mulige pris.
Hvordan
Danske Vandværker arbejder for at minimere bureaukrati og bøvl, så ledelse og ansatte på vandværkerne kan bruge deres kræfter på det de er bedst til, nemlig at sikre vandforsyningen til forbrugerne på en sikker, effektiv og billig måde, frem for at bruge tiden på unødig administration.