Stop misinformationen: Dit drikkevand er IKKE giftigt!
Vildledningen af forbrugere er nødt til at stoppe. Der er forskel på grundvand og drikkevand. Grundvandet er truet af pesticider og PFAS, og hvis vi ikke sætter en stopper for forureningen, kan det på sigt blive meget vanskeligt at levere drikkevand, der ikke først skal renses.
Det vand, vandværker og vandforsyninger leverer til danskerne i dag, lever op til alle gældende kvalitetskrav. Vandværkerne leverer altså godt drikkevand, som man trygt kan tappe fra hanen. I langt de fleste tilfælde henter vandværkerne grundvand op fra undergrunden og laver blot en simpel vandbehandling.
Det er ikke nødvendigt at installere filteranlæg i den enkelte husstand. Faktisk kan de udgøre en unødig risiko for bakteriologisk forurening, hvis de ikke serviceres korrekt af fagfolk.
Desværre bidrager flere og flere til at sprede utryghed og misinformation om det vand, der kommer ud af hanen. Også den populære podcast Her går det godt med Peter Falktoft og Esben Bjerre har direkte opfordret til, at man selv begynder at rense drikkevandet med forskellige filterløsninger.
Det er simpelthen ikke korrekt. Vi kan trygt drikke vand fra hanen i dag. Det er utroligt vigtigt, at politikerne sikrer fremtidens drikkevand — men det handler om at beskytte grundvandet dér, hvor det bliver dannet. Ikke om, at vi alle skal til at lege vandværk derhjemme.
Esben og Peter, tak for at sætte fokus på vores drikkevand. Grundvandsbeskyttelsen har været katastrofal de sidste mange, mange år. Der er brug for et nationalt sprøjteforbud på de områder, hvor der er store drikkevandsinteresser. Det er vi heldigvis enige om, men i forhold til de private filtreringsanlæg er I altså på dybt vand.