Mød politikerne i valgkampen
Din chance for at gøre en forskel for drikkevandet!
I de kommende uger vil du møde politikere overalt – på gågader, ved stationer og til lokale arrangementer. Valgkampen er din enestående mulighed for at tale direkte med dem og sætte drikkevandsbeskyttelse på dagsordenen. Med en lille indsats kan du gøre et stort indtryk – og klæde politikerne på til deres vigtige opgave: at sikre rent drikkevand til alle.
Sådan gør du:
Grib chancen for dialog
Stop op og tag en snak med kandidaterne – de er der for at lytte. Fortæl dem, hvorfor drikkevandsbeskyttelse er vigtig for dig og dit lokalsamfund.
Vær forberedt
Sæt dig ind i de lokale udfordringer omkring drikkevandet. Kend de konkrete problemer – fx pesticider eller nitratforurening – og hav forslag til mulige løsninger.
Spørg ind til konkrete handlinger
Stil spørgsmål, der går et spadestik dybere end de sædvanlige politiske fraser. For eksempel:
- “Hvad vil du konkret gøre for at beskytte vores grundvand mod pesticider og nitrat?”
- ”Hvordan vil du sikre, at hensynet til drikkevandsinteresser vægtes højt i den kommunale planlægning – og i arbejdet med den grønne trepart?”
- ”Vil du arbejde for strammere regler for udledning af miljøskadelige stoffer tæt på vandværker?”
Del dine bekymringer og din viden
Fortæl, hvilke risici du ser, og hvilke konsekvenser forurening kan have for både sundhed og økonomi.
Fokuser på det lokale
Gør det tydeligt, hvordan drikkevandsbeskyttelse påvirker netop din kommune og de borgere, politikerne ønsker at repræsentere.
Vær positiv og konstruktiv
Fremhæv de gode effekter af effektiv drikkevandsbeskyttelse – fx bedre sundhed, grønnere profil og øget livskvalitet for borgerne.
Husk, at det personlige møde gør en forskel
Den direkte kontakt med vælgerne har stor betydning for politikernes prioriteringer.
Invitér på besøg på dit vandværk
Afslut samtalen med en invitation:
”Jeg ved, du har travlt de kommende uger, men efter valget vil jeg gerne invitere dig ud og se, hvordan vi leverer vand her i kommunen.”
Husk:
Selvom det kan være fristende at være kritisk, er målet at skabe en konstruktiv dialog. Det vigtigste er at få politikerne til at forstå, hvorfor drikkevandsbeskyttelse er afgørende – og få dem til at forpligte sig til at handle.
Ved at gribe chancen i valgkampen kan du være med til at sikre, at rent drikkevand fortsat bliver en politisk prioritet.