Standardregulativ er opdateret
Hvis I vælger at tilpasse jeres regulativ efter den seneste opdatering, skal jeres kommunalbestyrelse godkende regulativet.
Danske Vandværker og DANVA har opdateret det fælles standardregulativ (den fælles branchevejledning). Det er sket efter Miljø- og Fødevareklagenævnets tidligere i 2024 afgjorde en sag om, hvad kommunalbestyrelsen kan undlade at godkende i et regulativ, som fuldt ud følger standardregulativet.
Der skal sendes flere oplysninger til kommunen
Vær opmærksom på, at der er nye regler, som blandt andet angår godkendelse af regulativer, se bekendtgørelse nr. 1537/2024. Det betyder, at I efter 1. januar 2025 skal medsende flere oplysninger for at gøre godkendelsesarbejdet lettere for kommunen. Hvis ikke dette krav overholdes, kan kommunen rejse en politisag med bødestraf til følge.
Ændre jeres praksis, hvis I fortsætter med nuværende regulativ i en kort periode
I kan dog fortsætte med jeres nuværende regulativ, som er godkendt af kommunalbestyrelse. Men formelt set er nogle af de tidligere godkendte regulativer på enkelte punkter sandsynligvis i strid med den nye nævnspraksis. Derfor er det vigtigt, at I sørger for at ændre jeres interne praksis, så I reelt efterlever kendelsen. Dette anbefaler vi på nuværende tidspunkt blot sker i en meget kort overgangsperiode – samtidigt med, at I oplyser kommunalbestyrelsen om jeres planer for opdatering af jeres regulativ. Målet må være, at forbrugerne har adgang til opdaterede leveringsvilkår.
Opdaterede materialer
Vi har følgende materiale klar til jer på vores hjemmeside (vejledning nr. 106):
- Regulativet
- Regulativ: Tekst med markering af ændringer siden sidste version af branchevejledningen
- Regulativ: Notat med de væsentligste ændringspunkter.
Materiale på vej
I starten af 2025 kan du hente et oversigtsskema, som bl.a. giver supplerende kommentarer til et stort antal punkter i branchevejledningen.