Borgerpanel: Sammen om fremtidens drikkevand
Danske Vandværker har bedt et borgerpanel om at komme med anbefalinger til fremtidens vandforsyning.
Danske Vandværker har bedt et borgerpanel om at komme med anbefalinger til fremtidens vandforsyning. Anbefalingerne skal styrke synlighed, engagement og opbakning til drikkevandet og de forbrugerejede vandværker.
I Danmark er vi så heldige, at vi kan drikke vandet direkte fra hanen. Det er rent, velsmagende – og noget, mange tager for givet. Særligt alle de borgere, som ikke til daglig arbejder med det rene vand. Men opmærksomhed om drikkevandet kan give flere en større viden om netop drikkevandet. Og på sigt også flere hænder, der gerne vil løfte vanddagsordenen og vandværkerne lokalt.
Derfor har Danske Vandværker i samarbejde med partnerskabet for bæredygtig vandforsyning finansieret af Region Sjælland inviteret et borgerpanel til at diskutere udfordringerne og komme med konkrete anbefalinger, der kan udvikle og fremtidssikre fremtidens drikkevandsforsyning.
”Rent drikkevand er en unik og sårbar ressource, som vi skal passe godt på, hvis vores børn og børnebørn også skal have glæde af det. Derfor skal langt flere have øjnene op for, at man også selv kan bidrage aktivt til at sikre det gode drikkevand. Borgerpanelets anbefalinger er her et vigtigt skridt, når vi skal gøre drikkevandet og dets udfordringer mere nærværende for langt flere,” siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.
For desværre er der meget, der lige nu truer vores drikkevand: Forurening med pesticider og PFAS, klimaforandringer, krig og geopolitik, der kan påvirke forsyningssikkerheden, jordflytning, manglende politisk prioritering og ikke mindst, at mange danskere ikke tænker over, hvor vigtigt drikkevandet er.
”De fleste vandværker i Danmark er ejet af forbrugerne selv – altså af dig og mig. Det er en styrke, fordi det giver lokal forankring og ansvar for vores eget drikkevand, når vi bor lige oven på det. Men det kræver også, at folk engagerer sig. I vandværkerne har vi brug for opmærksomhed, opbakning, og at flere gerne vil deltage i bestyrelsesarbejdet og tage ansvar,” siger Jan Andersen, landsformand i Danske Vandværker.
Erfaringer fra hverdagen
I borgerpanelet stiller borgerne op som sig selv og giver deres bidrag ud fra egne hverdagserfaringer, værdier og perspektiver. Men de skal ikke komme med anbefalingerne på helt bar bund: Som en del af processen bliver de undervejs også klædt fagligt på med fokus på Danske Vandværkers arbejde, vandforsyningen i Danmark, involvering og deltagelse.
Borgerpanelet skal mødes i alt fire gange fra slutningen af august til midten af september, hvor den demokratiske samtale for alvor kan folde sig ud. Borgerpanelets anbefalinger vil efterfølgende blive givet til Danske Vandværkers landsbestyrelse:
“Jeg glæder mig meget til at modtage anbefalingerne fra borgerpanelet og tage dem med ind i landsbestyrelsesarbejdet, hvor vi kan bruge dem til at styrke det fortsatte arbejde med at fremtidssikre vandværkerne,” siger Jan Andersen, landsformand i Danske Vandværker.
Om borgerpanelet
Projektet Sammen om fremtidens drikkevand er finansieret af Region Sjællands Partnerskab for bæredygtig vandforsyning. For Region Sjælland er et styrket lokalt engagement i vandforsyningen en måde at støtte det gode liv på landet og de små lokalsamfund.
Som medlem af borgerpanelet skal man lytte til de andres perspektiver og dele egne holdninger og præferencer.
Borgerpanelet er eksperter i egen hverdag, og sammen vil deres værdier, prioriteter og behov skinne igennem til de anbefalinger, som i sidste ende bliver givet til Danske Vandværkers landsbestyrelse.
Borgerpanelet bygger på metoden bag borgersamlinger og borgerting, som bruges i Danmark og i udlandet til at involvere borgerne i samtalen om større fælles beslutninger på et repræsentativt og oplyst grundlag.
Borgerpanelet er som gruppe derfor sammensat, så det afspejler befolkningen på Sjælland i forhold til køn, alder, uddannelse og bopæl.
Borgerpanelets anbefalinger bliver givet til Danske Vandværkers landsbestyrelse, som kan vælge at arbejde videre med en eller flere af anbefalingerne. Landsbestyrelsen skal senere give borgerpanelet en tilbagemelding om og hvordan anbefalingerne bliver fulgt.
Processen er designet af demokrati-rådgivere fra We Do Democracy i samarbejde med to ekspertrådgivere, der sammen sikrer borgerpanelets deltagere en god og uafhængig vidensrejse.
Hvad skal borgerpanelet svare på?
Kernespørgsmål, som borgerpanelet skal svare på:
“Vi har brug for din hjælp til at udvikle fremtidens vandforsyning, hvor vi har forsyningssikkerhed, drikkevand af den højeste kvalitet og stor lokal opbakning.”
Tilhørende arbejdsspørgsmål:
- Hvordan tænker vi borgere, lokale foreninger og virksomheder med i udviklingen af fremtidens vandforsyning, og samtidig styrker vores stærke lokalsamfund?
- Hvad skal der til for, at flest muligt aktivt involverer sig i deres lokale vandværker?
Dyk ned i materialesamling
