Gå til indhold

Skal I etablere en ny indvindingsboring? 

Trin for trin: Etablering af ny boring

Når beslutningen om en ny indvindingsboring er truffet, så er der en række vigtige trin som et vandværk skal igennem.

  • Placering af boring: Først og fremmest, så skal der udpeges et kvalificeret sted at etablere den nye boring. Det er dyrt at etablere en boring og et godt forarbejdet er vigtigt, så I ”går i jorden” et fagligt kvalificeret sted. Kommunerne har ofte gode data og viden liggende, bl.a. Miljøstyrelsens grundvandskortlægning som kan give et praj. Det er dog oftest nødvendigt at søge yderligere lokal information og data. At hyre en rådgiver kan synes som værende en dyr post, men den kan være rigtig godt givet ud, så I ikke bore forgæves flere omgange.
  • Dialog med kommune: Det er altid vigtigt at inddrage kommunen i jeres planer. Tag en snak om hvilke oplysninger kommunen skal have, når I skal søge om tilladelse til etablering af en boring. Afklar om der er behov for en ny indvindingstilladelse og ny fordeling (indvinding) på jeres eksisterende boringer. Drøft udpegning af nye BNBO-områder på ny boring og eksisterende boringer. Tag også en dialog om hvilke data kommunen har liggende, som kan bruges anvendes i forbindelse med udpegning af placering af boring.  Bemærk, en ændret indvindingstilladelse og ny fordeling af indvinding på jeres boringer har bl.a. indflydelse på de eksisterende udpeget BNBO områder.
  • Dialog og aftale med lodsejer: Placering af boring og ledningsstrækning skal aftales med berørte lodsejer. Der skal bl.a. udarbejdes en forhåndsaftale og deklaration når en boring etableres. Vandværket bør også tage stilling til om opkøb af det areal, hvor boringen er placeret er relevant samt overveje om arealets størrelse bør dække BNBO. 
  • Indhent pris hos brøndborervirksomheder og sikring af valg af brøndborervirksomhed: Vandværket skal sikre sig at brøndborefirmaet har de rette beviser for at kunne udføre arbejdet.

Håndbog for etablering af nye indvindinger

Håndbog for etablering af nye indvindingsboringer, som er udarbejdet af Hillerød, Helsingør, Gribskov og Halsnæs kommuner samt Region Hovedstaden med COWI som rådgiver, er primært rettet mod vandforsyninger, der overvejer at flytte en eller flere af deres eksisterende boringer. Formålet med håndbogen er, at give det nødvendige overblik i forhold til at have en god dialog med rådgiver og myndigheder.

Håndbogens vejledninger bygger på en forudgående undersøgelse og de tre indvindingseksempler i håndbogen er taget fra rapporten ”Indvinding og Påvirkning (Cowi 2025)”, som ligger på Region Hovedstadens hjemmeside.

Formålet med det regionale udviklingsprojekt ”Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland (2024-2026)” har bl.a. været at undersøge mulighederne for at indvinde vand fra uudnyttede højereliggende sandmagasiner i den nordlige del af regionen. Og i forlængelse heraf at bidrage med større viden om lokale forhold og mulighederne for fortsat decentral grundvandsindvinding i området, til gavn for den samlede drikkevandsforsyning i regionen. Men det er også et formål med projektet at udbrede resultaterne til andre kommuner og vandforsyninger, hvor det primære magasin er vurderet i ’ringe kvantitativ tilstand’ eller der opstår behov for at etablere en kildeplads med naturlig beskyttelse mod forureningskilder ved placering i skov- og naturområder.

Mulige udfordringer ved højereliggende magasiner

Højereliggende sandmagasiner kan være et alternativ, hvor de dybere grundvandsmagasiner er under pres, men de er ofte ringere beskyttet mod forurening fra overfladen og mere sårbare over for variationer i nedbør og klima.

Der kan både være potentielle risici og konsekvenser, herunder økonomiske og miljømæssige ved at basere sin indvinding på højereliggende magasiner. Det understreger behovet for, at sådanne løsninger vurderes som en del af en samlet strategi for forsyningssikkerhed og grundvandsbeskyttelse, hvor både fordele, ulemper og alternativer indgår i beslutningsgrundlaget.

Udgivet 16. okt. 2025