Gå til indhold

Hvorfor kan vi ikke bare rense for PFAS?  

Flere og flere vandværker finder PFAS. Men er det egentlig en udfordring: Kan vi ikke bare rense det væk?  

Når et vandværk finder PFAS-stoffer over grænseværdierne, skal man rense vandet, så forbrugerne kan få rent drikkevand igen. Og der er efterhånden udviklet en række teknologier, som kan rense vandet for PFAS. Så hvorfor er det problematisk, når et vandværk bliver ramt af PFAS-værdier, der overskrider kvalitetskriterierne? Det har Vandposten spurgt Dorte Harrekilde, som er teamleder i Rambøll og ekspert i PFAS, om.    

Hvorfor kan vi ikke bare rense PFAS væk? 

Der er to overordnede kategorier, som man kan komme PFAS til livs med: Opsamling og destruktion. I dag er der ikke nogen metoder til opsamling, som kan fjerne alle typer af PFAS. Der er mere end 9.000 PFAS-stoffer, som har meget forskellig kemisk sammensætning, så det er svært at finde en rensemetode, som tager sig af alle PFAS-stoffer på én gang. Den anden mulighed er de forskellige destruktionsteknikker. Udfordringen er, at de både er dyre, og vi har heller ikke tilstrækkelig viden til at slå fast, om dét, der kommer ud af destruktionen, giver et andet PFAS-problem.  

Så vi har ikke på nuværende tidspunkt en metode, som er effektivt mod alt PFAS? 

Nej, desværre ikke. På nuværende tidspunkt har vi ikke én metode, som vi kan gå ud og købe og tage i brug med det samme til alt PFAS-forurenet vand. Traditionelt er aktivt kul blevet brugt til at rense PFAS væk fra drikkevand. Men kullene tilbageholder ikke alle de kortkædede PFAS-stoffer. Til gengæld kan man benytte sig af flere kulfiltre i serie for at tilbageholde flere kortkædede PFAS, hvilket gør rensningen dyrere. Nu har man udviklet resiner, som fungerer ved hjælp af ionbytning, men igen er det kun nogle af PFAS-stofferne, der tilbageholdes på resinerne. Resiner tager flere PFAS-stoffer end kullene gør og tilbageholder dem i længere tid. Men på et tidspunkt kan de ikke længere tilbageholde de kortkædede PFAS, som så bryder igennem. Igen kan man øge antallet af filtre med resiner for at øge renseeffektiviteten. 

Hvor langt er vi fra løsninger, som kan fange alle de problematiske PFAS-stoffer? 

Mit gæt er, at det er klar om et til fem år. Der er allerede et par steder i Danmark, hvor PFAS bliver fjernet fra drikkevandet. Der bliver forsket rigtig intensivt både på universiteter og forskningsinstitutioner samtidig med, at nogle rådgivere udvikler deres egne løsninger.  

Hvad er forskellen på opsamlingsteknologierne og destruktionsteknologierne? 

En destruktionsteknik bryder kulstof-fluor-bindingen, så man i stedet for PFAS får fluor i vandet, såsom fluorsyre eller fluoridioner, som i udgangspunktet ikke er farligt.  
De andre teknikker er opsamlingsteknikker. Her opkoncentrerer man PFAS i for eksempel kul. Bagefter skal kullene brændes for at få PFAS-stoffernes kæder brudt og få dem væk. En opsamlingsmetode kræver altid en yderligere destruktionsmetode for at kunne bryde forbindelserne ned til stoffer, der er ufarlige. 

Er der nogle af de nye teknologier til destruktion og opsamling, vi skal holde særligt øje med? 

Der er forskellige teknologier, som jeg synes, det er særligt værd at holde øje med.  
Plasma-teknologien, som hører til den destruktive kategori, kunne godt vise sig at være rigtig effektiv. Et slag på tasken er, at der vil gå 3-4 år, før vi kan tage den i brug. 

Så er der sonolyse, som ved hjælp af ultralydsbølger bryder bindingerne i PFAS. For et par år siden havde jeg ikke troet, at den kunne lykkes. Men nu tyder det på, at den også kan blive effektiv, hvis det lykkes at udvikle den. Metoden er nok mest relevant til meget forurenet vand. 

Hvem driver forskningen?  

Det er hovedsageligt i USA, at forskningen på området foregår, men der sker også en del i Sverige og Holland. I Danmark er vi også med, blandt andet er en forskerafdeling i Aarhus i gang med at se på PFAS-membraner med fokus på de langkædede PFAS-stoffer.   

Bliver rensningsudfordringen lige så aktuel med de kortkædede PFAS-stoffer, som vi oplever med de langkædede? 

Fordi vi har været i gang med at udfase de langkædede PFAS-stoffer, vil vi om nogle år se, at det er de kortkædede, der tager over. Det tyder på, at de kortkædede ikke er lige så farlige, men generelt har vi meget lidt viden om alle PFAS-stoffernes giftige virkninger. Jeg mener, at det er under ti stoffer, vi har godt styr på. Det forsker man også i, men man regner med, at de kortkædede er mindre farlige, blandt andet fordi de bliver i kroppen i meget kortere tid end de langkædede.  

Er det økonomiske aspekt en af grundende til, at man ikke bare renser vandet – ud over at der ikke er en rensemetode, som kan fange det hele? 

Det kan være meget dyrt at rense for PFAS, hvis vandet er meget forurenet. For eksempel med resiner, hvor det både er en ekstra omkostning at tage filtrene i brug, men også løbende at udskifte materialet og sende det til destruktion, især hvis man skal bruge flere filtre i serie. Processen i sig selv er dyr, men bortskaffelsen er også dyr.  

Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men: Kommer vi til at skulle rense mere for PFAS?  

Det tror jeg, at vi gør i en overgangsperiode, fordi der er så stort fokus på det. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at vi med tiden bliver klogere. Om nogle år kunne jeg forestille mig, at tendensen falder lidt. Både fordi man bliver roligere, og fordi man måske finder ud af, at de kortkædede PFAS-stoffer ikke er så farlige.  

Udgivet 21. jun. 2023